ADHD hos voksne – hvad ved vi?

Af Jeanett Bauer,
Ph.d., overlæge, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

Bølgerne går for øjeblikket højt i dagspressen, når det gælder psykiatriske diagnoser. Mange mener tilsyneladende, at psykiaterne blot uddeler diagnoser med løs hånd!

På det seneste har der især været meget fokus på ADHD - ikke mindst ADHD hos voksne. Det skyldes uden tvivl, at det stadig er relativ ny viden, at ADHD ikke nødvendigvis forsvinder med alderen. Faktisk er der meget, der tyder på, at symptomerne - i et eller andet omfang - fortsætter hos ca. 2/3 af dem, der har fået konstateret ADHD som børn.

Som så ofte når det drejer sig om det psykiatriske område, er der rigtig mange, som har en mening - uden nødvendigvis at have nogen dybere faglig indsigt på området. Derfor kan det være på sin plads at se på, hvad vi i dag kan sige om voksne, der lider af ADHD.

Usikkerhed om symptomer
Mange af de symptomer, der beskrives ved ADHD, kan være vanskelige at forholde sig til, fordi man som lægmand kan synes, at det at være ukoncentreret eller glemsom da er noget, som vi alle kan komme ud for. Det hører så at sige til det at være menneske.

Men her skal man gøre sig klart, at når der er tale om ADHD, er disse symptomer ikke forbigående eller knyttet til særlige situationer. De er derimod gennemgående, har været til stede fra barndommen og påvirker flere områder af livet - skole, arbejde, familieliv og fritid. Videnskabelige undersøgelser har da også vist, at det er muligt at afgrænse mennesker med ADHD fra raske.

ADHD kan forekomme i mange sværhedsgrader. Og især for dem, der er hårdest ramt, kan det være afgørende at få hjælp. Vi ved nemlig, at ADHD medfører en række væsentlige risici - for øget kriminalitet, misbrug og udvikling af andre psykiske sygdomme, med deraf følgende udstødning fra arbejdsmarkedet. Men vi ved også, at vi med den rette behandling kan give dem, der er hårdt ramt, en helt ny livskvalitet.

Misbrugspotentiale
Selve den medicinske behandling - der i parentes bemærket ikke bør stå alene - har det indbyggede problem, at den rummer et misbrugspotentiale. Derfor skal medicinen ikke ordineres af alle - det kræver en relevant speciallæge.

Først i de senere år er vi som nævnt blevet klar over, at ADHD i visse tilfælde kan fortsætte ind i voksenalderen. Mange psykiatere har derfor ikke lært om tilstanden og behandlingen under deres specialistuddannelse. Det var simpelthen ikke med i lærebøgerne. Dette er imidlertid ikke enestående for ADHD, men gælder hele det medicinske område: Der kommer hele tiden ny viden, som lægerne skal forsøge at følge med i og justere deres arbejde i forhold til.

I dag ved vi som sagt, at det at have ADHD i svær grad medfører en øget risiko for en række andre alvorlige problemer og sygdomme. Både for den enkelte, de pårørende og for samfundet er det derfor naturligvis vigtigt, at vi får fundet frem til dem, der er hårdt ramt. Så de kan få den hjælp, de har behov for.

Landsdækkende retningslinjer
Den bedste strategi til at sikre, at det sker, er at få udarbejdet landsdækkende retningslinjer for udredning og behandling af ADHD hos voksne, så lægerne følger de samme kvalitetsmæssige procedurer og standarder landet over - både når diagnosen stilles, og når behandlingen iværksættes og kontrolleres.

Derfor har vi i Dansk Psykiatrisk Selskab nu taget initiativ til at få udarbejdet sådanne nationale retningslinjer. Et udvalg er nedsat i efteråret 2011 og forventes i løbet af 2012 at have et udkast klar.

debat@altinget.dk