Bred politisk enighed om ingenting
DEBAT: Lederen af Landforeningen af Væresteder kritiserer både regeringen og opposition for at lade de svage i stikken med den historisk lave satspulje.
Cliff Kaltoft,
sekretariatschef, Landsforeningen af VæreSteder
Der var engang for ikke længe siden et lille land, som alle skævede til, fordi dets politikere var enige om, at de ville måles på, hvordan de behandlede deres svageste medborgere.
De mente, at socialpolitikken var alt for vigtig til, at man kunne blive rigtig uenige. De var så enige om vigtigheden af at være enige, at de blandt andet besluttede, at de sociale indsatsers hovedfinansieringskilde Satspuljen skulle styres af konsensus og ikke flertalsafgørelser.
Nu hvor skyerne trækker sammen over det udsatte Danmark, og de socialt udsatte betaler deres del af prisen, kan vi med stor sikkerhed forudsige, at regningen bliver rigtig dyr for os alle sammen langt ud i fremtiden.
I sådan en situation er enighed og fælles fodslaw vigtigere end nogensinde før. Desværre kan politikerne i den aktuelle situation kun blive enige om alt for lidt.
I starten ver der optimisme
Egentlig var man tidligt opmærksom på den økonomiske katastrofe, der lurer over det sociale arbejde. I takt med at mennesker bliver ramt af arbejdsløshed, og familier bliver opløst, stiger presset på de sociale hjælpeorganisationer og kommunerne.
Forhåbningerne var store til, at det ikke skulle gå helt galt, da der i Genopretningsplanen var afsat 5 mia. kr. til "flere i uddannelse samt svage og udsatte grupper mv." for at modvirke de negative konsekvenser, som finanskrisen har forårsaget på det sociale område.
Herunder større arbejdsløshed og en satspulje, som grundet meget små løn- og pristalsreguleringer i år kun er på 483 mio. mod 1148 mio. i 2010, altså 2½ gang mindre end året før.
Forhåbningerne blev også bekræftet af finansministeren i hans oplæg til Finansloven, hvor der blev givet tilsagn om, at der var penge til svage og udsatte grupper.
Slutresultatet af finansforhandlingerne var derfor endnu mere skuffende, da det kun blev til 25 mio. kr. ekstra til de socialt udsatte ud af de 5 mia., som var stillet i udsigt, og som kompensation for de 665 mio., der manglede i forhold til året før.
En passiv opposition
At dømme efter oppositionens tavshed og passivitet må vi antage, at der er bred politisk enighed om, at det er fornuftigt at spare 640 mio. kr. på det sociale sikkerhedsnet, som skulle dæmme op for de akutte og langsigtede sociale konsekvenser af krisen.
En drastisk besparelse selv hvis kommunerne kunne holde nul-vækstambitionen, men ifølge Danmarks Statistik og Socialministeriet sparer kommunerne alene på samværs- og aktivitetstilbud 24,6 % i 2011.
Konsekvenserne for de socialt udsatte, og for hele det offentlige, private og frivillige hjælpesystem, er lige som samfundsregningen svimlende. Det kræver en hidtil uset grad af politisk enighed og vilje til at søge fælles løsninger på at få vendt den på alle mulige måder urimelige og uhensigtsmæssige logik, der styrer det sociale område.
Som en omvendt forsikringsordning, der er brugt op, når ulykken endelig sker, står vi med en satspuljemodel, der har virket fint, lige indtil krisen ramte. En mekanisme, der også slår igennem i det politiske spil: Når der virkelig er brug for, at nogen træder frem og sikrer økonomien under de sociale indsatser, så er der ingen, der siger noget.
