Når alt går galt, og intet er, som det burde være

Af Ellen Trane Nørby
Socialordfører for Venstre

"Man kan ikke være forsigtig nok i valget af sine forældre."

Det skrev Erik Pontoppidan (Henriks Pontoppidans bror), men selv med forsigtighed kan det gå galt, og det er desværre også, hvad vi ser i ny og næ. Taberen er og bliver altid barnet.

Lige efter jeg blev socialordfører for Venstre i 2007, modtog jeg et brev fra en kvinde, som var vokset op i plejefamilier, på institutioner og til tider overladt til sig selv. Hun havde ingen kontakt med sin biologiske mor og havde aldrig haft det. En gang havde hun ventet i flere uger på, at moderen skulle komme til hendes fødselsdag, men hun kom bare ikke, og følelserne svingede mellem fortællingen om, at hun var uønsket til, hvor synd det var for moderen.

Da hun skrev, havde hun efter en årrække som misbruger og prostitueret fundet sine egne ben og sad tilbage med følelsen af 'hvorfor f.. var der da ingen, der greb ind og fik mig bortadopteret'. Hun var vred på omgivelserne og samfundet, men efterhånden afklaret og nu ville hun blot fortælle sin historie, fordi det forlød sig, at der blev arbejdet på at forslag om at indføre tvangsbortadoption.

Tvangsbortadoption
Kvindens historie og andre fortællinger fra tidligere anbragte fik mig i høj grad til at kæmpe aktivt for, at vi i Danmark får indført muligheden for tvangsbortadoption i helt særlige tilfælde, hvor forældrene aldrig får en forældreevne. Forarbejdet til loven har været langt og omfangsrigt, og det er da også nødvendigt, når vi taler om et så stort indgreb, som en tvangsbortadoption er. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi gør det rigtige. For der er tilfælde, hvor et barn har bedre af at blive bortadopteret ved fødslen og blive en del af en familie, hvor trygge rammer og kærlighed ikke er noget som foregår på tv, men er den dagligdag man vokser op i.

Kritikken har været massiv fra flere sider, bl.a. Socialrådgiverne, som ikke mener, at det er nødvendigt. Hvis de havde ret, hvorfor ser vi så de ulykkelige forløb, hvor børn bliver en kastebold i systemet og aldrig får den ro og tryghed, som det at være en del af en familie giver. Tvangsbortadoption er ikke en hovsa-løsning. Det er en nødvendigt mulighed i de sager, hvor alt andet vil fejle. Der er desværre familier i dette land, som ikke har et, men mange børn anbragt udenfor hjemmet. Her skal der være mulighed for at sikre børnene mere stabile opvækstmuligheder gennem en adoption.

Ret og pligt
Jamen hvad så, hvis forældrene pludselig bliver forældreegnede? Glædeligt, men det sker desværre ikke og derfor er det nødvendigt, at vi flytter fokus fra forældrenes ret til barnets rettigheder. Dette forslag handler ikke om at samfundet i tvivlstilfælde skal spille overdommer. Nej, det handler i alt sin enkelthed om at vi som samfund har en ret og pligt til at sikre, at de svages rettigheder. Og i disse sager er det barnet, som er den svageste part og der har vi en pligt til at sikre, at deres livsmuligheder ikke spildes, fordi samfundet er for berøringsangst for at gribe ind med den styrke og det omfang der skal til. De børn fortjener et ordentligt liv, og det er kun vores handlekraft, der kan sikre det.

Selv om Piet Hein i sit gruk gav opskriften "Forældre kan opdrages til at forstå - men så ska' man også ha' haft dem fra små!" så er der familier, hvor det aldrig bliver godt, for alt er galt, og intet er som det burde være. Derfor er tvangsbortadoption en redskab, der er nødt til at være i kassen. Men tvangsbortadoption må selvfølgelig ikke bero på få personers vurdering, og derfor skal en sag behandles i såvel den kommunale sagsbehandling, i statsforvaltningen og til sidst godkendes i justitsministeriet.

debat@altinget.dk