Der må ske noget nyt på børne- og ungeområdet

Af Karin Kildedal
Lektor ved Aalborg Universitet med speciale i udsatte børn

I 1990 blev der gennemført en reform om det sociale arbejde med udsatte børn og unge på baggrund af Betænkning nr. 1212 (Graversensudvalget). I 2006 fik vi igen en reform, den såkaldte anbringelsesreform. Ind imellem disse reformer er der desuden lavet adskillige stramninger i lovene.

Begge reformer angiver klart, hvilken kvalitet man fra statens side ønsker, der skal være i det sociale arbejde med de svageste børn og unge.

Begge reformer bygger på gedigen gennemgang af nyere viden om området. Begge reformer er aldeles glimrende og klare både i beskrevne intentioner bag samt love og cirkulærer, og begge reformer har haft til hensigt at højne kvaliteten i arbejdet. I anbringelsesreform står således at; "reformen bygger på en forventning om, at detaljeret lovgivning er et godt styringsredskab" (Håndbog om anbringelsesreformen: 7).

Alligevel ikke godt nok
Alligevel har dette ikke medført den kvalitet og ensartethed, som ønskedes. Sidstnævnte har igen været i fokus for nylig, og velfærdsministeren kræver nu, at sociale problemer skal behandles mere ensartet i kommunerne.

Ministeren er undervejs med endnu en reform, hvor hun bl.a. via lovgivning vil: "Tvinge kommunerne til at afklare deres sociale problemer systematisk... forholdene for de utilpassede unge og omsorgssvigtede børn skal kortlægges. Der skal opstilles mål, og indsatsen skal hele tiden evalueres. Det er en meget enkelt måde at arbejde på, men den er slet ikke indarbejdet i den sociale verden" (Politikken 29.07.08).

Studerende ikke kvalificerede nok
Som underviser i socialt arbejde på Aalborg Universitet vil jeg præcisere, at en af grundpillerne i faget "socialt arbejde" netop er at lære kommende socialrådgivere at arbejde systematisk, opstille mål og løbende evaluere disse, uanset hvilket område det drejer sig om.

På børne- og ungeområdet forholder det sig dog således, at selvom vi lærer de studerende at arbejde systematisk - også med at kortlægge et barns/en families problemer, så sender vi alligevel studerende ud efter tre et halvt år, som efter min vurdering ikke er tilstrækkeligt kvalificerede til at arbejde med børne- og ungeområdet.

Dette skyldes, at de studerende ifølge studieordningen skal lære om så mange forskellige faglige emner, at det ikke kan lade sig gøre at kvalificere dem tilstrækkeligt inden for dette komplicerede område. Da det ikke er realistisk at indlægge mere undervisningsstof på grunduddannelsen, betyder det, at der må tænkes i videreuddannelse.

Politikerne skal tage erfaringerne alvorligt
Lovgivningen kan altid gøres bedre, men hvis der for alvor skal ske højnelse af kvaliteten denne gang, så må politikerne tage de erfaringer alvorligt, som historien viser os. Endnu en reform med ny lovgivning gør det ikke alene! Man kan ikke tvinge en faglighed igennem ved lov alene!

Der må sættes massivt ind med nye tiltag såsom gode rammer for arbejdet (bl.a. kommunernes økonomi), faglig ledelse, der kan udvikle stærke vidensbaserede miljøer og som nævnt videreuddannelse af de socialrådgivere, der bliver ansat inden for dette område.

Krav om efteruddannelse
Det bør være et krav ved ansættelse i børne- og ungeområdet, at den nyansatte samtidig indskrives i et toårigt uddannelsesforløb på diplomniveau. Dette forløb kan f.eks. opbygges omkring tre-fire månedlige undervisningsdage, hvor der præsenteres relevante teorier og metoder og træning i at anvende disse. Samtidig bør der være krav om, at den nyansatte arbejder under ansvar for en uddannet og erfaren socialrådgiver.

Fordelen ved et sådant system vil være, at der ville blive etableret et tæt samspil mellem teori (uddannelsessteder) og praksis, der på sigt vil kunne styrke de faglige miljøer i kommunerne og gøre praksis mere vidensbaseret. Desuden ville der gennem en sådan struktur kunne opbygges et landsdækkende system, hvor der kunne koordineres og samarbejdes om undervisningsindhold med f.eks. Styrelsen for Social Service.

debat@altinget.dk