Ideernes krig - og radikaliseringstendens blandt unge muslimer

Af Kahttan Jasim
Foredragsholder, ph.d.-student og forsker i islamisme og demokrati

Radikaliseringen af unge muslimer i den vestlige verden bliver både ud fra et sikkerhedsmæssigt og socialt perspektiv diskuteret flittigt. Det første går ud på en stigende rekruttering blandt unge muslimer til terrorhandlinger og selvmordsbomber. Det andet perspektiv handler om manglende integration af folk med andre kulturelle baggrunde.

Begge perspektiver vækker bekymring blandt forskere, politikere og almene borgere på gaden. Alle spørger sig selv, hvorfor disse unge tiltrækkes af terrorisme, og hvad får dem til at gennemføre disse radikale handlinger, som tager udgangspunkt i noget, der ikke tilhører den vestlige kultur og dens værdier?

Men er der overhovedet nogen grund til al denne bekymring? Og hvad skyldes fænomenet?

Problemets omfang
Forskere fra det amerikanske "Combating Terrorism Center i West Point" har gennemført en analyse af et dokument, som blev efterladt af al-Qaida's terrorister i Nordirak. Dokumentet, der hedder "Sinjars liste", indeholder meget sjældne og værdifulde oplysninger om terroristernes nationalitet, alder, beskæftigelse, kontaktpersoner og deres mål med rejsen til Irak. Hvad der er mest interessant ved listen, som omfatter 595 navne på frivillige jihadistterrorister, er, at de rejste til Irak enten som selvmordspotentiale eller som jihadister, det vil sige almene "fighters".

Analysen viser, at disse mænd kommer fra så forskellige lande som Saudi Arabien, Syrien, Libyen, Yemen, Kuwait, Marokko, Algeriet og enkelte fra nogle europæiske lande. På den måde peger analysen på omfanget af, hvordan Al-Qaida og dens tilhængere er i stand til at rekruttere, planlægge, koordinere, transportere med højt niveau af præcision og logistik. De bruger forskellige netværk, økonomiske midler, evt. støtte fra statslige efterretningstjenester, og de samarbejder med kriminelle bander og smuglergrupper.

Peger i samme retning
Andre kilder og undersøgelser peger i samme retning. En undersøgelse fra det tyske indenrigsministerium viser, at hver fjerde unge muslim er parat til at begå religiøs vold, og mere end 40 procent mener, at det er legitimt at anvende vold mod vesten for at beskytte islam. I England foretrækker 40 procent af de unge i alderen 16-24 at leve under den islamiske sharialov, og 30 procent af disse unge støtter drab af frafaldne muslimer.

En del af unge muslimer fra Europa i alderen 17-26 år er taget til Irak for at udføre selvmordsbomber og voldelige handlinger mod den civile befolkning, de amerikanske tropper og deres allierede. Europa bliver på den måde en ny rekrutteringsmulighed for terrorister, ikke blot til Irak, men til forskellige steder i verden.

Advarer mod naiv humanisme
Bassam Tibi (den syriskfødte tyske forsker) har for længe siden advaret Vesten mod den naive humanisme og den trivielle viden om islamister og multikulturalisme.

Han mener, at multikulturel politik kun fører til multietniske underklasser og skaber parallelsamfund, som er en kilde til religiøs radikalisering og en islamiseringsproces. Borgerne bevarer deres loyalitet over for deres nationale, etniske og religiøse tilhørsforhold i stedet for anerkendelse og loyalitetsfølelse overfor det nye medborgerskab.

Medborgerskabet er et politisk begreb mere end et kulturelt. At være tilhænger af multikulturalisme, som tager udgangspunkt i grupperettigheder, betyder, at det stræber efter dannelsen af et parallelt samfund, i hvilke hver grupper lever efter deres egne regler, principper og love. Det er en misforståelse. Som den amerikanske forsker Farancis Fukuyama skriver i en ny artikel, så har menneskerettigheder aldrig været baseret på grupperettigheder, men bygger derimod på individuelle principper. Multikulturalisme kan føre til en overhængende fare ved stigende konflikter blandt forskellige sociale grupper og opløsning af sociale sammenhold.

Multikuklturalisme - en ny racisme
Multikulturalisme er i virkeligheden en ny racisme. Folk, der kommer fra andre lande, ophøjer deres kulturer og værdier og holder fast ved de normer, som strider mod demokratiske værdier og normer. Forståelsen af virkeligheden ud fra bestemte kulturelle og religiøse ideer resulterer i, hvad den tyske filosof og politiske teoretiker Hannah Arendt kalder "ondskabsbanalitet".

Multikulturalisternes påstand om behovet for beskyttelse af menneskerettigheder og frihed til forskellige kulturelle gruppe skaber og fremkalder kun kulturelle resistancer fra disse grupper. Følelsen at blive født igen i gruppen er en farlig tendens og kan misbruges af radikale grupper i samfundet. Hvad kan retten til praktisering af islamisk sharialov, det indiske kastesystem eller den islamiske verdens tradition med pigers omskæring lære et barn om de demokratiske værdier i Danmark?

Tværtimod vil en ret til sådanne praksis være en forhindringsfaktor i integrationsprocessen og dermed styrke børnenes fremmedgørelse og give dem en følelse af ensomhed og isolation, som er en kilde til radikalisering.

Tavshedskultur som kilde til radikalisering
Forskellige teorier og opfattelser prøver at finde passende forklaringer på radikalisering af unge muslimer. Social arv, økonomisk fattigdom, kolonialisme og kulturel imperialisme er blot en del af disse teorier, som tager udgangspunkt i medlidenhedspolitikken.

Mit bud er, at disse unge vokser op i familier med tavshedskultur. Altså, de kognitive og sociale processer, der former og skaber de unges vigtigste faser i livet. Tavshedskultur bygger på absolut lydighed, tabuer, adskillelse af verden i sort og hvidt og troen på, at der kun findes en sandhed, og det er tavshedskulturens sandhed. Kort sagt er det et autoritært forhold, hvor individet holdes under konstant opsyn af gruppen.

Disse unge internaliserer tavshedskulturens elementer både mentalt og adfærdsmæssigt. Når de unge møder den åbne verden, skoler, venner i boligområder, systemet eller samfundet som helhed, oplever de besværligheder. Den åbne verden, altså det danske samfund, bygger på forhandlingskultur. Forhandlingskultur kræver og forudsætter en konstant tilpasning, tolerance, moderation i holdninger og dermed troen på sandhed som en relativ størrelse.

Skaber forvirring og usikkerhed 
I dette møde mellem tavsheds- og forhandlingskulturen konfronteres og afprøves deres erfaringer, viden, og verdensanskuelse. Det skaber forvirring, usikkerhed, angst, fremmedgørelse, krise og personlig splittelse. Løsningen for de fleste af de unge er en tilbagevenden til tavshedskulturens verden og autoritetsrum.

Søgen efter en psykologisk balance og "fred" kan etableres gennem gruppeautoritet: en total underkastelse til gruppens magt og manipulation. Tilbagevenden til gruppen sker ofte via en lang proces, hvor moskeen, det religiøse netværk eller familiens traditioner bl.a. bliver tiltrækkende og stimulerende faktorer for total accept af tavshedskulturens rigide regler og love. Der sker nemlig, hvad Erich Fromm kalder en flugt fra friheden. Og i denne sammenhæng, som vi ofte hører fra en del af unge muslimer, bliver religionen og troens indhold en trøst og et frelsende moment.

Moskeen, familiens tradition og religiøse ideer og netværk bliver atter til en radikaliseringsramme og løsningen på børnenes uudholdelige forhold, som opstår på baggrund af mødet mellem tavsheds- og forhandlingskultur. Tavshedskulturen gør på den måde radikaliseringsprocessen tilgængelig og mulig. Radikaliseringen stemmer overens med de adfærdsmønstre som børnene bærer, og de værdier og ideer de tror på.

The war of ideas
Vi lever i en åben verden, hvor ideernes magt bliver større og mere magtfulde. Den amerikanske forfatter Walid Phares skriver i sin bog "The war of ideas" om, hvilken rolle ideerne spiller i vores tid, og hvilke farer vi møder. Det er politisering af troens/religionens "indiskutable" sandhed, der udgør den største trussel mod det moderne demokratiske samfund. Vesten i mødet med den islamiske verden, eller demokrati mod jihad.

Det er disse ideer, som står bag ved denne modsætning, er blevet de vigtigste kilder til radikalisering af de unge muslimer. Teknologiseringen af islam startede med den iranske revolution i 1979, hvor Ayatollah Khomeini anvendte kassettebånd til udbredelse af sine religiøse ideer for at vælte shahregimet. Siden da har den islamiske verden været besat af denne teknologisering.

Tusindvis af islamiske hjemmesider udbreder de mest hadefulde og krigeriske tanker og idealer. Bøger, netaviser, klubber, tv-kanaler, videofilm, der alle beskæftiger sig med jihad og islams nye mission. Det er disse ideer, som tiltrækker de unge og veluddannede muslimer i krigens proces mellem dar al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus). Islam fremstilles via ord og billeder som offer for den aggressive og uretfærdige vestlige verden.

Romantiseringen af den "hellige" krig ved hjælp af idealistiske tanker og ideer sender mange unge, også fra den vestlige verden, til Afghanistan, Irak, Chechenya og Bosnien for at gennemføre selvmordsbomber og terroristiske handlinger. Ofrene for denne ikke-hellige krig er tusindvis af uskyldige mennesker.

Så vi står over for en ny problemstilling, som kræver nye midler og synsvinkler, nemlig anvendelse af troens betydning og indflydelse i "the clash of civilisations", og det er mod denne usynlige og mest magtfulde trussel, vores fremtidige bevågenhed skal rettes.

debat@altinget.dk