Kommunerne vil have tid til at fokusere på borgeren

Af Tove Larsen (S)
Borgmester, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg

I en netop offentliggjort undersøgelse fra AKF (Anvendt Kommunal Forskning) fremgår det, at dokumentation og regler fylder alt for meget i hverdagen på de sociale tilbud.

AKF-undersøgelsen, som er baseret på interview med brugere, ledere og medarbejdere på sociale tilbud i forskellige kommuner, peger på, at der er en fare for, at det administrative arbejde er med til at fjerne fokus fra den daglige drift af sociale tilbud og dermed også fra indsatsen over for borgeren.

Det er en tendens, som bekymrer os, der er ansvarlige for, at borgerne får den hjælp, de har krav på, og som skal sikre, at de sociale tilbud også fremover matcher borgernes behov.

Kostbare ressourcer på ingenting
Jeg taler ikke for, at vi ikke skal dokumentere indsatsen over for de svage borgere. Men i en tid, hvor det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft, må jeg som kommunalpolitiker tage afstand fra, at vi skal bruge kostbare medarbejderressourcer på redegørelser og indberetninger, hvis nytteværdi er minimal.

Særlig ærgerlig bliver jeg, når jeg kan konstatere, at vi i kommunerne skal bruge tid på at dokumentere og redegøre for samme tiltag i forskellige sammenhænge.

Et konkret eksempel på dokumentation, der opleves som dobbeltarbejde, er, at vi i kommunerne skal fremsende redegørelser om udviklingen i kapacitet og efterspørgsel til regionerne i forbindelse med udarbejdelsen af de årlige sociale rammeaftaler. Samtidig skal vi over for de regionale udviklingsråd redegøre for, hvad den hidtidige indsats har bestået i. Én redegørelse må være nok!

Regeringen skal løse problemet
De regionale udviklingsråd har den 1. maj afleveret deres første redegørelser til Velfærdsministeriet og Undervisningsministeriet. Redegørelser, som dels er baseret på de kommunale og regionale redegørelser, og dels tager udgangspunkt i de såkaldte CIAS-indberetninger. Netop dette får mig til at fremhæve et andet eksempel på en kommunal dokumentationsopgave, som jeg har svært ved at se nytten af.

CIAS-indberetningerne består i, at kommunerne kvartalvis indberetter tilgangen af borgere pr. paragraf til Servicestyrelsen, som efterfølgende udarbejder en rapport, hvor tilgang og samlede bestand opgøres pr. paragraf. Et stort arbejde, der involverer mange kommunale medarbejdere, og som i takt med, at socialområdet udvikles, og der opstår alternative løsninger i forhold til indsatsen over for de forskellige målgrupper, ikke er så sigende.

Jeg skal derfor opfordre til, at regeringen i det arbejde, der er i gang sat med afbureaukratisering, sætter fokus på nytteværdien af dokumentation og husker på, at mindre dokumentation vil betyde mere tid til borgeren og tid til at kvalificere fremtidens sociale tilbud.

debat@altinget.dk