Alkoholbehandlingen lider i kommunernes varetægt
DEBAT: Alkoholbehandlingen i kommunerne trænger til at blive kigget efter i sømmene, mener formand for Dansk Socialrådgiverforening
Af Henning Breinholt
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Kommunen lever ikke op til den alkoholbehandlingsgaranti, der skal sikre, at alle, der har problemer med alkohol, kan komme i en behandling inden for 14 dage. Heller ikke garantien for anonym behandling kan kommunerne klare. Den enkelte borger kan vælge frit mellem ambulante tilbud, men ikke mellem dag- eller døgnbehandling, der kræver visitation.
Den 1. januar 2007 blev alkoholbehandlingen flyttet fra de gamle amter til kommunerne, og siden er det gået ned af bakke.
Dansk Socialrådgiverforening har foretaget en undersøgelse blandt socialrådgivere ansat som alkoholbehandlere. I alt 61 alkoholbehandlere har svaret på undersøgelsen.
40 pct. svarer, at der fra kommunens side er enten lidt eller meget pres på, for at få borgerne til at oplyse cpr-nummer på grund af hensynet til den kommunale behandling og refusionen.
92 pct. mener, at arbejdet med visitationen er blevet tungere eller meget tungere.
Som en følge heraf svarer 33 pct., at behandlingsgarantien ikke altid overholdes.
Svarene taler deres tydelige sprog.
En tur i den kommunale mølle
Konkrete eksempler fra praksis viser desværre endnu tydeligere, hvor grelt det står til.
I en kommune foregår det sådan: Alkoholkonsulenten udarbejder en indstilling om døgnbehandling for en konkret misbruger. Den sendes til en kommunal sagsbehandler på jobcentret, som skal vurdere indstillingen og beslutte, om der skal indhentes yderligere oplysninger.
Sagsbehandleren, som typisk aldrig har mødt klienten, skal herefter være tovholder på sagen. Formentlig for at vurdere borgerens nærhed til arbejdsmarkedet. På grund af arbejdspres i jobcentret er der ventetid.
Når sagen er behandlet i jobcentret, sendes den videre til en pædagogisk visitator, som også giver sagen en omgang. Ofte ændres indstillingen om døgnbehandling nu til et tilbud om dagbehandling. (Fire af de store døgnbehandlingscentre melder om et fald i kommunale henvisninger på mellem 16 og 44 pct).
Fra den pædagogiske visitator sendes sagen nu videre til Handicapnævnet, som træffer afgørelse i sagen. At dette sjældent kan klares på 14 dage, siger sig selv. Det er en helt urimelig tung sagsgang, som gør ventetiden uforholdsmæssig lang med den konsekvens, at borgeren måske taber motivationen undervejs.
Anonymiteten i fare
Kommunerne har endvidere svært ved at håndtere disse sager anonymt, fordi hele systemet er lagt an på, at sagen håndteres via et cpr-nummer. Derfor presses borgerne ofte til at udlevere deres personnummer, hvilket er yderst problematisk.
Mange af de mennesker, der henvender sig i alkoholrådgivningen, er ikke kendt i systemet, som andet end skatteborgere. Det kan sågar være kommunalt ansatte. Det er lige præcis derfor, anonymiteten er så vigtig.
Hvis man bliver presset til at udlevere personnummeret, og sagen derefter, som i eksemplet ovenfor, cykler rundt i systemet, så er det jo mere end rigeligt til at skræmme selv de mest hårdføre misbrugere langt væk.
Om det er kommunernes kontrolgen, der slår til igen, ønsket om budgetbesparelser eller, om det bare er systemets tilfældigt kværnende sagsbehandling, der styrer forløbet, vides ikke.
Faktisk skulle man tro, at nogen i systemet tror, at en borger søger om hjælp til alkoholbehandling uden at have et behov herfor. Men det er jo direkte ulogisk.
Jeg skal derfor opfordre kommunerne til at kigge alkoholbehandlingen grundigt efter i sømmene og sikre, at garantierne i Sundhedsloven rent faktisk overholdes.
