De unge har krav på et ligeværdigt samarbejde

Af Kim Hansen
Formand for Udvalget for Børn og Unge i Det Kriminalpræventive Råd

Der er stadig en stor gruppe af unge, der har svært ved at klare sig i livet. Hvorfor er det så svært at hjælpe de unge, der har mest brug for hjælpen?

I den kommunale opgaveløsning bliver vi mere og mere specialiserede, og vi skal løse rigtig mange specialiserede, enkeltstående opgaver. Vi er begyndt at arbejde i ”siloer”. Det gør vi, fordi lovgivningen bliver mere og mere detaljeret om, hvad der er socialrådgiverens, pædagogens og lærerens opgave.
 
Det bør jo medføre, at vi i højere grad kan løse opgaver i forhold til de mennesker, der har det sværest.

Vi glemmer helheden
Alligevel er der stadig en gruppe af unge, der bliver ved med at have svært ved at klare sig her i livet, og som vi har svært ved at hjælpe. Måske er vi blevet så dygtige til vore specialer, at vi næsten har glemt at se det ”hele” menneske. Mennesker, herunder børn og unge lever jo i virkeligheden ”hele” liv, hvor de går ud og ind af forskellige kontekster, institutioner, skoler, arbejdspladser, familier, sociale netværk osv. 

Livet i de forskellige ”rum” skaber tilsammen en hverdag og opleves af den enkeltstående unge som ét liv. Når der foregår noget i det ene ”rum” påvirker det naturligt, det der foregår i de andre ”rum” – og der kan være ”rod” og problemer i det ene rum, som gør, at den indsats, der udføres i det andet ”rum”, ikke virker!

Måske er det på tide at spørge os selv, om det, at vi professionelle er blevet specialister på enkeltdele i børn og unges liv, gør, at vi er ved at glemme helhedssynet. Det helhedssyn, som var et centralt begreb i vores professionelle uddannelse.

Tværfagligt og ligeværdigt samarbejde
Viden om, at menneskers liv leves i helheder og skal vinkles fra mange sider, før der kan skabes en plan. En plan, der er med til at støtte en positiv udvikling. Ligeledes viden om, at der ikke kan skabes udvikling, uden den unge og det nære netværk oplever og tager ejerskab af planen.

Så vi står stadig i 2012 med to store udfordringer, hvis vi mener og tror på det med at arbejde helhedsorienteret.

1. Vi skal igen blive bedre til at samarbejde tværfagligt og tværsektorielt omkring den enkelte unge, eller en ungegruppe, og samstemme vores indsats.
2. Vi skal blive bedre til at udvikle et ligeværdigt samarbejde med de(n) unge, deres forældre, familier og betydningsfulde netværk.

Vi skal tænke ud af boksen
Jeg tror, at begge dele kan være kæmpe udfordringer for specialister. Vi skal turde tænke ud af vores egen ”silo”, egen lille institution eller forvaltning, droppe kun at være optaget af egne ressourcer og behov for at styre og overleve! Vi skal kunne og ikke mindst turde ”smide” specialistrollen, den ”platform”, hvor vi står på ”sikker grund”, der, hvor vi er de ”kloge”.

Vi skal turde gå ind i samarbejdsrelationer, hvor vi ikke kun er kommunale autoriteter, men også kan indgå i ligeværdig relation med andre faggrupper og ikke mindst ligeværdige relationer med de unge, deres forældre og nære netværk. Vi skal kunne evne at inddrage familie og venner m.m. i den unges omgangskreds, som kan være med til at hjælpe og støtte op, for at få en plan/løsning, som den unge og familien reelt tager ejerskab og medansvar for.

Hvordan er det, vi får styrket alle disse parter til at arbejde i forlængelse af hinanden, så indsatsen kommer den enkelte unge eller ungegruppe mere til gode? Svaret er måske ikke, at der skal flere økonomiske ressourcer til. Svaret er måske mere, hvordan vi bruger dem og samarbejder omkring dem, vi allerede har i dag! 

Måske handler det rigtig meget om vores menneskelige ressourcer, evnen til at turde gå ind i ligeværdige relationer, slippe vores sikre ståsted, vores egen vinkel på sagen, specialistsyn og turde samarbejde på usikker grund, hvor vi tør invitere den unge, forældre, den unges private og professionelle netværk ind til ligeværdig dialog om løsningerne.

 

debat@altinget.dk