Kiær savner viden om negativ social arv
DEBAT: Dårlige vilkår i barndommen kan ramme psyken senere i livet. Men der er behov for mere viden, før denne type af negative social arv brydes, skriver Benedikte Kiær, socialordfører for De Konservative.
Af Benedikte Kiær
Medlem af Folketinget og socialordfører for Konservative
En spritny bog ”Et liv i periferien” fra Rockwool Fonden Forskningsenhed dokumenterer, at svære sindslidelser medfører massive sociale konsekvenser. Bogens konklusioner er i sig selv ikke overraskende, men de kaster lys over et område, hvor vi trods flere års øgede indsats stadig ikke oplever gennembrud.
De mest psykisk syge har et meget ringere uddannelsesniveau, meget få har et arbejde, de lever oftere alene ligesom selvmord, og fysiske sygdomme rammer langt hyppigere end gennemsnitsdanskerne. Men vi kan bruge bogens mange analyser i udviklingen af den sociale indsats.
Barndommens betydning
Vi kan trække tråde tilbage til barndommen, når vi skal finde kimen til den, vi er i dag. Sådan er det også for socialt udsatte. Og de nye analyser fra Rockwool Fondens bog viser, at også svære sindslidelser kan kædes sammen med den tidlige barndom.
Risikoen for at blive indlagt på grund af skizofreni, en affektiv lidelse eller personlighedsforstyrrelse er lille, men den stiger, hvis man i den tidlige barndom har levet under vanskelige sociale og økonomiske kår. Det drejer sig om en kombination af for eksempel lav familieindkomst, ingen erhvervskompetencegivende uddannelse og ingen beskæftigelse blandt begge forældre, samtidig med problemer som skilsmisse og en eller begge forældre, der begår kriminalitet.
Lad mig give et eksempel. Risikoen for at blive indlagt med personlighedsforstyrrelser er fire ud af 1.000 personer, når man er vokset op under gennemsnitlige forhold. Men hvis man er vokset op under mindre gunstige socioøkonomiske vilkår, samtidig med at ens forældre ikke bor sammen, og ens far er dømt for kriminalitet, så stiger risikoen til 24 ud af 1.000 personer.
Behov for mere viden på socialområdet
I hvor høj grad det er de dårlige sociale kår i barndommen, som øger risikoen for at få en sindslidelse, eller om det er forældrenes personlige karakteristika, som er årsag til, at forældrene klarer sig dårligt, og at børnene har øget risiko for at udvikle en sindslidende senere hen i livet, kan bogen ikke give et svar på.
Men bogen gør os klogere på, hvor vi kan sætte ind, hvis vi skal forebygge og bryde den negative sociale arv. Ligesom bogen også fortæller os, at selvom de fleste med en sindslidelse lever alene, så får hver tredje kvinde med en svær sindslidelse børn.
Sammenholdt med bogens andre konklusioner såsom at svære sindslidelse og massive sociale problemer hænger sammen, og at sindslidelser også kan hænge sammen med barndommen, så kan vi således udpege en gruppe børn, vi i den grad skal kere os om, hvis vi skal bryde den negative sociale arv. Hvordan gør vi det bedst?
Der er ikke en enkel model, men det er vigtigt, at børnene ikke bliver glemt eller klemt af forældrenes problemer og sygdom. Vi skal være bedre til at tage hånd om børn som pårørende. Det skal sikres, at der bliver lyttet til dem, og at de får den nødvendige støtte og hjælp, blandt andet også til at få gennemført folkeskolen og få en uddannelse.
Mit første indlæg til denne vigtige debatrække har måske mere karakter af en kort boganmeldelse. Men jeg måtte fremhæve denne nye bog, der er spækket med væsentlige analyser. For vi har brug for mere viden på socialområdet – mere viden om, hvor og hvordan vi skal sætte ind, når vi skal bryde den negative sociale arv.
Vi lever i et af de mest lige og rige lande i verden, men alligevel har vi fortsat rigtig mange borgere, som har det svært – og som bliver mere og mere udsatte. Et paradoks. Derfor er der behov for mere viden og forskning, så vi kan udvikle vores sociale indsats til det bedre.
