Viden om anbringelser kræver flere penge

Af Anne-Dorthe Hestbæk
Afdelingschef for Børn og Familie på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)

Forestil dig, at du får en alvorlig og smertefuld tilstand i hjertet. Hvad gør du? Du går straks til læge og bliver måske indlagt akut på en specialiseret hjerteafdeling.

Du bliver undersøgt og målt på forskellige parametre, der bliver slået op i tykke bøger, den bedste internationale dokumentation om den helt rette behandling af netop din lidelse bliver hentet på internettet, og den viden er baseret på resultater fra store, langvarige og kanondyre studier.

Du bliver behandlet, du genoptræner, og du kan en dag vende tilbage til dit arbejde med bevidstheden om, at hvis du gør dette og hint, kan du måske tilmed forhindre, at det sker igen.

Hvor er anbringelses-doktorens kontor?
Forestil dig så, at dit lille barn, din teenager eller måske dit barnebarn mistrives i sådan en grad, at hun eller han har brug for en indsats, hvor man kan håndtere dette professionelt. Hvad gør du? Ja, du tager hurtigt kontakt med socialforvaltningen – men hvor er ”anbringelses-doktorens” kontor? Hvordan finder du og sagsbehandleren ud af, hvad der er den bedste behandling for netop dit barn?
 
I den aktuelle debat cirkulerer mange spørgsmål, der i korthed kan formuleres som: Hvad virker? Hvornår kan anbringelsen være til barnets bedste, og hvornår vil barnet profitere af at blive i hjemmet med støtte? Hvorfor bliver nogle forløb til gode anbringelser og andre ikke? Hvorfor bryder nogle anbringelser sammen og andre ikke? Hvorfor går det nogle børn godt i familiepleje, mens andre mistrives?

Hvorfor ser det ud til, at nogle døgninstitutioner og opholdssteder befordrer glade og levedygtige unge på trods af den modstand, de unge har mødt hidtil i livet, mens andre kun formår at være en midlertidig og ikke særligt attraktiv ø på den unges færd ind i voksenlivet? Hvad er en god plejeforælder egentlig? Og mange flere fornuftige spørgsmål kunne nævnes.

Black box-problemet
På det sociale område er vi desværre ofte ret ringe stillet, hvad angår karakteren af vores viden. Ikke at vi slet ikke har viden. Men vi har meget lidt mur- og nagelfast viden med garanti for resultatet og mange ubelyste huller. Det gælder ikke mindst inden for anbringelsesområdet. Nogle kalder det black box-problemet som et billede på, at vi ikke rigtig ved, hvad der eksempelvis sker under en anbringelse. Og det er derfor, SFI til stadighed søger at bidrage til en forståelse af, hvad der sker på området.

Netop nu er forskerne i gang med at analysere på de data, SFI har indsamlet på vores forløbsundersøgelse af anbragte børn og unge. Her har vi med jævne mellemrum interviewet alle fra 1995-årgangen, der har været anbragt på et bestemt tidspunkt, deres forældre, og nogle gange også sagsbehandler og omsorgspersoner på anbringelsesstederne. Til foråret lukker vi op for posen med nye resultater om at være 15 år og anbragt.

Der er lang vej igen, før vi kan skabe et velfunderet fagligt beslutningsgrundlag for de kommunale beslutningstagere. Og dermed før vi kan give udsatte børn og unge stor sikkerhed for, at det, vi beslutter med dem og for dem, med stor sandsynlighed vil komme dem til gavn. 

Indholdsmæssige krav
På trods af, at vi lever i et avanceret velfærdssamfund, der kigger glubsk efter at øge arbejdskraftudbuddet på længere sigt, må vi se i øjnene, at de relativt mange milliarder brugt på børneområdet i et helikopterperspektiv ikke ser ud til at reducere den sociale arv så meget, som vi gerne ville. En opvækst med masser af modgang og sociale belastninger afspejler sig så tydeligt, som var det hugget i runesten i øget risiko for ringe eller ingen uddannelse, ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, dårligt helbred osv. osv., dokumenterer ny forskning fra SFI.

Hvad skal der til for at løse den udfordring? Jeg har allerede indikeret, at der skal mere viden på bordet. Og det er ikke viden, man lige indsamler ved nogle sporadiske besøg hist og pist, beskrevet i små korte notater.

Når politikere og embedsmænd jævnligt siger: Jamen, vi kan da ikke sidde på vores hænder og vente, vi vil handle lige nu! – så kan jeg udmærket forstå dem. Men der skal både handles nu og genereres ny viden, der kan hjælpe os på lang sigt.

Samfundet og de berørte børn og unge er ikke tjent med, at vi beslutter på et utilstrækkeligt grundlag. Ville du måske gerne lægge navn til noget, der senere viser sig at have været stærkt omkostningsfuldt og måske tilmed skadeligt for udsatte børn?

Folketinget har netop vedtaget en tilsynsreform. Den kan være et skridt på vejen til at øge kvaliteten for netop indsatsen for anbragte børn, fordi reformen blandt andet tilstræber, at man anvender ny viden i døgntilbuddene, gennemfører trivselsvurderinger, kan redegøre for sin målgruppe, sine metoder og formålet hermed og meget mere.

Det bliver spændende den dag, man også stiller indholdsmæssige krav! Hvad er det som minimum, vi vil kræve, at for eksempel anbragte børn tilbydes, mens de er i det offentliges varetægt, og hvordan kan vi som samfund tilbyde det?

Der skal mindst lige så mange ressourcer til at skaffe viden om, hvad der bedst hjælper udsatte børn og unge på udvalgte områder, som det eksempelvis tog os at finde ud af, hvordan man laver en tredobbelt bypass-operation med succes til glæde for mange, eller som det tager at øge overlevelsen for brystkræftpatienter markant.

Men det er, som om der ikke er lige så stor prestige i at ”øge overlevelsen” for udsatte børn og unge. Midlerne er faldende, og der mangler i mine øjne store og langsigtede programbevillinger, der muliggør at gå grundigt til værks.

Og det blev tilsyneladende ikke weekendens finanslovsforlig, der ændrede på dette. Ingen særlige midler til socialforskningen. Nogle gange ville det være meget lettere,  hvis børn havde nanoteknologi i hjernen og lyslederkabler i stedet for årer og vener – for det er på de tekniske områder, de store midler befinder sig.

debat@altinget.dk