Ét svingdørs barn er ét for meget

Af Jimmy Streit
Administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune


Vi ved, at børn og unge i udsatte positioner på mange måder klarer sig ringere i livet end deres jævnaldrende. De er mere triste og mindre glade for at gå i skole, de mangler oftere venner, og som voksne er de oftere uden for arbejdsmarkedet og oftere kriminelle eller misbrugere.

De barske fakta taler for sig selv. I de kommunale børne- og ungeforvaltninger er vi sat i verden for at skubbe til statistikkerne. Sammen med familierne og civilsamfundet skal vi skabe positive livsbaner for de børn og unge, som vi hver dag møder i vores dagtilbud, skoler, klubber, børnehjem og ungdomsskoler. Vi har hverken menneskeligt eller økonomisk råd til at lade stå til.

I kommunerne er vi optagede af at sætte tidligt ind og forebygge, at problemer får vokseværk.  Ambitionen er ikke ny, men jeg aner et nybrud i disse år. Vi gør op med vanetænkning og standardsvar, nedbryder faglige siloer og afprøver innovative bud på, hvordan børnene får gode liv med læring, deltagelse og fællesskaber. Vi er i bevægelse.

Det ændrer ikke ved, at en anbringelse uden for hjemmet er det eneste forsvarlige for nogle børns tarv og trivsel. At blive anbragt væk fra sine forældre er det mest indgribende, der kan ske i et barns liv. Her skal vi gøre os særligt umage. Vi skal sætte overliggeren højt for os selv og børnene.

Brud med omtanke
Vi anbringer børn for at skabe gunstige brud i deres liv. Brud med mistrivsel og dårlige opvækstvilkår. Men Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har gentagne gange vist, at mange anbragte børn oplever uønskede brud i deres liv og anbringelser. Vi vil gerne skabe mere sammenhæng for børnene i Odense. Brud skal være med omtanke.

Vi skal blive endnu bedre til at lave rigtige match mellem barn og anbringelsessted i første hug. Børn skal ikke opleve brud, fordi vi har valgt forkert på et for tyndt grundlag. Derfor har vi et kontinuerligt fokus på gode handleplaner med klare mål. Konkrete mål, som barnet og familien stræber efter at nå. Vi har også samlet matchningen på få medarbejdere med stor viden og erfaring med anbringelsesstedernes metoder og resultater.

Men vi oplever, at nogle anbringelsessteder har endog meget brede målgrupper og uklare pædagogiske tilgange. Nogle børn bliver såkaldte svingdørsbørn med mange brud og hjemtagelser. Ét svingdørsbarn er ét for meget.

Høje ambitioner på børnenes vegne
Vi ved fra internationale undersøgelser, at god skolegang er den stærkeste beskyttende faktor i et anbragt barns liv og voksentilværelse. Vi ved også, at de trives dårligere i skolen og lærer for lidt. Alligevel bliver kvaliteten af skole og læring ofte overset i den offentlige debat om anbringelser.

Processerne om anbragte børns skolegang er komplekse med mange aktører. Forskellige strukturer, sagsgange og visitationsprocedurer fra kommune til kommune vanskeliggør et smidigt og hurtigt samarbejde.

I Odense har vi skabt et tættere samarbejde mellem socialrådgivere og PPR om anbragte børns skolegang. Vores erfaring er, at vi skal turde stille krav og holde fast i en udforskende dialog om, hvordan anbragte børn får mest muligt ud af skolegangen. Vi retter opmærksomheden mod, at god uddannelse giver succesoplevelser og gode livschancer.

Det er ikke synd for børnene at stille krav om læring, udvikling og progression. Heller ikke, hvis de har det svært i livet eller kommer fra hjem med misbrug, psykisk sygdom eller vold. Det er synd, hvis vi lader være. Social og faglig udvikling skal gå hånd i hånd.

Forældre som forandringsagenter
Forældre er forældre uanset, om børnene bor hjemme eller ej. Forældrene er betydningsfulde på godt og ondt. Mange vender hjem til deres forældre i ungdomsårene, og forældrene bliver et springbræt til den videre tilværelse.

I kommunerne har vi traditionelt set ikke været gode nok til at se forældrene som stærke rollemodeller og forandringsagenter. Vi har vendt blikket andre steder hen. De seneste år har vi fået nogle nye værktøjer på hylderne, der kan gøre forældrene til bedre og mere bevidste forældre. Jeg tænker på familierådslagning, forældrekurser, konfliktmægling og forskellige empowerment-strategier. Dem kan vi blive bedre til at anvende målrettet og systematisk.

Vi skal ikke se forældrene som vores modstandere. Vi skal se dem som medskabere af gode løsninger for deres børn. Sammen skal vi sætte overliggeren højt. Sammen kan vi mere. Men det er også en samskabelse, vi skal mestre bedre.

I fortsat bevægelse
Jo, vi er i bevægelse i kommunerne. Velfærden er jo netop bevægelserne, og det skal vi blive ved med. Ellers får vi dårligere kvalitet og dårligere velfærd. Og velfærden kan ikke alene måles på den økonomi, vi bruger – i givet fald vil velfærden falde.

Lad os i stedet måle på behovstilfredsstillelse, lad os måle på, hvad der reelt giver børn og unge de bedste resultater. Både i barndommen, i opvæksten og ind i voksentilværelsen. Velfærdsforståelsen kan ikke ensidigt måles på tal, men på en oplevet habilitering eller rehabilitering.  

debat@altinget.dk