Kulturstøtte maler med for bred pensel

Af Mette Bock (LA)

Kulturordfører for Liberal Alliance

Verden ændrer sig. Kulturinstitutionerne ændrer sig. Livet ændrer sig.

Men er der noget, der er stabilt, er det den måde, kulturstøtten fordeles på. Kast bare et blik på regeringens finanslovsforslag. Det er ren fremskrivning. Der er ingen overraskelser. Intet ændres.

Problemet er, at når man står stille, bliver man konserverende. Og det er i virkeligheden noget, der strider mod det dna, der kendetegner kunst og kultur.

En bevidstløs tilskudsmodel

Jeg synes med andre ord, at vi har udviklet en ret bevidstløs tilskudsmodel, der bygger på den fatale misforståelse, at staten skal styre udviklingen af kulturen på alle områder og i alle detaljer. Alle skal have ”noget”, og derfor bliver kulturstøtten fordelt med alt for bred pensel.

Vi skal se i øjnene, at midlerne er begrænsede. Skal alle gøres glade, kommer vi til at støtte med for bred pensel med det resultat, at støtten bare bliver en del af den daglige drift – og dermed i sidste ende uden betydning for udviklingsmulighederne.

Jeg tror, at vi som politikere skal se i øjnene, at det ikke er os, der ved bedst. Men armslængden mellem politikere og kulturliv er blevet kortere og kortere, mens niveauet for mig at se ikke er højnet.

Brug for kulturpolitisk kursændring

Kunsten er som bekendt ikke demokratisk og befinder sig sjældent, hvor flertallet er. Men når den gør det, synes jeg også, at flertallet selv må betale for den, hvilket de kan, da de er mange. Ved at støtte den brede midte i kulturlivet massivt kommer vi ganske enkelt til at forsømme elitens potentiale. Eliten skal sætte ambitionsniveauet. Potentialet skal skabe fremdrift og bryde nye veje. Resten må klare sig selv.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en kursændring i dansk kulturpolitik og kulturstøtte. En ændring, hvor vi tør differentiere og prioritere. I toppen af pyramiden og fødekæden er jeg ikke så optaget af diskussionen om, hvorvidt vi som lille nation skal have en opera, en nationalscene, symfoniorkestre og museer som kulturbærere. Det skal vi naturligvis, for som et lille land er det en utopi at tro, at sådanne kulturinstitutioner kan opretholdes, drives og udvikles alene for private midler. Andelen heraf er stigende, hvilket er både positivt og nødvendigt, men sikring af en elite på internationalt niveau forudsætter fællesskabets støtte.

Kursændring i toppen og i bunden af fødekæden

Til gengæld synes jeg, at det er helt på sin plads at diskutere, om institutionerne producerer nok – og af tilstrækkelig høj kvalitet. Er der f.eks. nogen, der har forsøgt at benchmarke det, der produceres på Det Kongelige Teaters operascene, med det, der produceres i andre europæiske storbyer – både kvantitativt og kvalitativt? Er der nogen, der tør tale om, at brugerbetalingen på den brede midterbane måske godt kunne være lidt større?

I bunden af fødekæden er det på tide, at vi skaber bedre plads og rammer for potentiale og græsrødder. Det økonomiske råderum skal skaffes ved at rydde op i kulturstøtten på den brede midte. Vi skal i højere grad satse på støtte til uddannelsesinstitutioner, til de unge kunstnere og meget små nicher, som ikke kan stå på egne ben. Vi skal opmuntre dem, der er på vej, og dem, der bryder nye veje, tænker skævt og dermed tvinger os alle til eftertanke ved at stille de ubehagelige spørgsmål, udfordre og provokere.

Danskerne skal i højere grad selv til lommerne, når de opsøger kulturoplevelser, ligesom kunstnerne på midterbanen selv må tjene til føden. Til gengæld skal vi kunne rykke for alvor, når det gælder elite og græsrødder.

Men den slags overordnede diskussioner har det vanskeligt i den almindelige politiske trummerum, hvor vi enten bare accepterer bevidstløse fremskrivninger eller diskuterer perifere hjørner, der i den sidste ende ikke rykker noget som helst.

debat@altinget.dk