Ekspert: Tag anbringelsesområdet fra kommunerne

BØRN: Både socialministeren og oppositionen skyder DF's tanker om at fratage kommunerne dele af børneområdet ned. Men nu foreslår en forsker med lang praktisk erfaring på området at flytte anbringelsesområdet.

Der er stort negativt fokus på børneområdet og kommunernes rolle i disse år. Der bliver brugt enorme beløb på anbringelsesområdet, og udgifterne stiger.

En række sager, hvor kommuner beskyldes for ikke at reagere på underretninger om børn, der mistrives, har fanget mediernes og politikernes søgelys. Og mange anbragte børn bliver kastet rundt i det sociale system.

De seneste enkeltsager, blandt andet Brønderslev- og Sønderborg-sagerne, fik for et par uger siden Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, til at sætte spørgsmålstegn ved, om kommunerne er de rigtige til at modtage underretninger og tage sig af de tunge børnesager.

Minister siger nej
Både oppositionen og socialminister Benedikte Kiær (K) har dog afvist, at kommuner i større eller mindre udstrækning skal fratages ansvaret for at håndtere vanskelige børnesager.

"Jeg mener, at kommunerne er bedst til at løse opgaverne, fordi de har bedst viden om lokale forhold og er tæt på borgerne. Desuden mener jeg, at det er vigtigt, at ansvaret for at handle i sagerne og det økonomiske ansvar følges ad, således at kommunerne har incitamenter til at forebygge, at borgernes eventuelle sociale problemer vokser sig store og dermed samtidig medfører øgede udgifter til støtteforanstaltninger," svarede socialministeren forleden Martin Henriksen i et et skriftligt udvalgssvar

Karin Kildedal er udviklingsleder på Master i Udsatte Unge på Aalborg Universitet. Og hun er dog langtfra overbevist om, kommunerne skal beholde alle opgaverne på området.

Karin Kildedal er p.hd., cand.scient.soc. og har 20 års praktisk erfaring med anbringelser af børn som blandt andet socialrådgiver. De seneste ti år har hun undervist og forsket i anbringelsesområdet.

Ekspertise ødelægges af spredning
Hun mener, at strukturreformen var en fejltagelse, selv om kommunerne også før denne tid havde anbringelsesområdet. Amterne havde en specialviden i form af børnerådgivningscentre og familieafdelinger, afdelinger der arbejdede med plejefamlier. Og disse centres eksperter kunne de ansatte i kommunerne få rådgivning og direkte assistance af i særligt svære sager.

"Med amternes nedlæggelse forsvinder denne specialviden. Medarbejderne er blevet spredt ud i kommunerne. Forskning og erfaring på området viser, at man ikke kan oparbejde specialviden, når fagfolkene ikke sidder samlet," siger Karin Kildedal.

Mange nye kommuner er stadig for små
De færre, men større kommuner skulle sikre bedre faglige miljøer. Men det er ikke lykkedes, og det betaler man prisen for nu, mener Karin Kildedal.

"I de store byer har man jo anbringelsesafdelinger. Men der er stadig mange kommuner, hvor der sidder socialrådgivere, som behandler en eller to anbringelsessager i året. Og det er alt for lidt til, at man kan opnå høj ekspertise på et så vanskeligt område," siger Karin Kildedal.

Hun peger på, at kommunerne er ramt dobbelt, fordi de ikke kan trække på amternes eksperter. Men i stedet for at genoplive strukturen fra før kommunalreformen foreslår hun, at man skal tage selve anbringelsesområdet fra kommunerne. Der skal så oprettes omkring 10 centre rundt i landet, som overtager sagerne, efter at kommunerne har modtaget underretninger om, at børnene har brug for hjælp.

"Der er 14.000 børn anbragt i Danmark. Hvis man oprettede 10 anbringelsescentre rundtom i landet, så ville man have omkring 1400 børn tilknyttet hvert sted. På den måde ville man have en koncentration af faglig ekspertise, og de ville have størrelsen til at kunne uddanne plejeforældre og lave uddannelseskurser og grupper for plejebørn," siger Karin Kildedal og fortsætter:

"Når man har fagfolkene for alle landets anbringelser samlet i ti centre, så vil man også bedre kunne sikre, at den nyeste viden på området hurtigt bliver taget i brug," siger Karin Kildedal. Hun peger på, at socialrådgiverne i mange kommuner har mange andre ansvarsområder end anbringelser, og derfor har de svært ved at følge med i den nyeste viden.

DF finder forslag for spændende
Martin Henriksen finder Karin Kildedals forslag interessant, og vil gerne have mere information om ideen.

"Så længe det ikke er noget, som indebærer, at man genopliver amterne, så er jeg meget interesseret i at høre mere," siger Martin Henriksen. 
Siden de andre partier kraftigt har kritiseret hans tanker om at fratage kommunerne dele af ansvaret for børnene, frygter han dog, at forslaget kan blive svært at realisere.

"Men hvis det er et godt forslag, så vil jeg ikke afvise, at vi vil forsøge at få det debatteret og realiseret," siger Martin Henriksen.

Forrige artikel DF vil forhandle om fastfrosne overførselsindkomster DF vil forhandle om fastfrosne overførselsindkomster Næste artikel EU-plan for uledsagede mindreårige flygtninge