EU-plan for uledsagede mindreårige flygtninge

EU: Europa-Kommissionen har vedtaget en handlingsplan for at give uledsagede, mindreårige flygtninge bedre beskyttelse.

Planen skal sikre bedre advokatbistand og værgemål til flygtningebørnene i de enkelte medlemslande. Der stilles specifikke krav til medlemslandenes behandling, herunder at barnets familie skal forsøges opsporet, og at beslutningen om barnets fremtid skal træffes hurtigst muligt.

Data fra Eurostat viser, at der i 2009 blev indgivet i alt 10 960 ansøgninger af uledsagede mindreårige i 22 medlemsstater (eksklusive Danmark, Frankrig, Polen, Rumænien og Tjekkiet), hvilket svarer til en stigning på 13 procent i forhold til 2008, hvor der blev indgivet 9 695 asylansøgninger. Det er dog stadig uklart, hvor mange uledsagede flygtningebørn, der samlet set kommer til Europa.

Om planens overordnede formål hedder det i en pressemeddelelse:

"Der er mange årsager til, at uledsagede mindreårige kommer til EU. De flygter fra krige og konflikter, fra fattigdom eller naturkatastrofer, fra diskrimination eller forfølgelse. De sendes af sted af deres familie i håbet om et bedre liv, i håbet om at kunne hjælpe med at forsørge deres familie derhjemme eller i et forsøg på at slutte sig til andre familiemedlemmer, som allerede befinder sig i EU. Nogle er ofre for menneskehandel. I handlingsplanen foreslås en EU-tilgang baseret på tre indsatsområder: forebyggelse af farlig migration og menneskehandel, modtagelsesforhold og processuelle garantier i EU samt identifikation af holdbare løsninger."

Kommissæren for indre anliggender, Cecilia Malström, understreger vigtigheden af at tage hånd om flygtningebørnene:

"EU må sætte ind øjeblikkeligt for at sørge for uledsagede mindreårige, som er migrationens mest udsatte og sårbare ofre. Sigtet med handlingsplanen er at få fastlagt en fælles og koordineret måde, hvorpå vi kan løse et problem, som forventes at blive værre i de kommende år. Det er meget vigtigt, at medlemsstaterne forpligter sig til at sikre gode modtagelsesforhold samt beskyttelse og integration af uledsagede mindreårige. Princippet om barnets tarv bør altid danne grundlag for de foranstaltninger, der træffes. Vi må koncentrere indsatsen om at få opsporet familien til de mindreårige, som kommer til EU alene, og vi må sørge for tilbagesendelsesvilkår, som gør det muligt for dem at blive genforenet med deres familie."

Login