Vilhelmsen vil spole filmen tilbage

FORMANDSVALG: Annette Vilhelmsens sejr blev overraskende stor, og det kan gøre Søvndals formandsperiode til en parentes. For på flere områder vil Vilhelmsen føre SF tilbage i tiden, mener Altingets Erik Holstein.

Det er SF-Classic, der har vundet - og selvom den nye SF-formand Annette Vilhelmsen ikke har formuleret et klart politisk projekt, vil SF på flere områder blive ført 10-15 år tilbage i tiden. Det mener Altinget.dks kommentator Erik Holstein, der har fulgt SF tæt.

Annette Vilhelmsen scorede lørdag 66 procent af stemmerne mod sundhedsminister Astrid Krags 34 procent i en afstemning, hvor kun knap 60 procent af SF'erne stemte. Da Villy Søvndal i 2005 blev valgt som formand, stemte 78 procent. Afstemningen fandt sted blandt SF's 12.000 tilbageværende medlemmer, en nedgang på hele 4.000 siden partiets landsmøde i foråret.

Resultatet kan ikke tolkes som andet end et totalt mistillidsvotum til den nuværende SF-ledelse, siger Erik Holstein, der forudser, at SF under Vilhelmsen vil anlægge en "langt mere politisk korrekt stil":

"Annette Vilhelmsen er meget blød i værdipolitikken, ja hun har endda givet udtryk for ønske om dialog med Hizb ut-Tahrir. Både på rets- og udlændingeområdet kan man forvente, at Villy Søvndals nye linje bliver annulleret. Men det var Søvndals linje på de områder, der i en periode tiltrak mange arbejdervælgere til SF," siger Erik Holstein.

Han forventer en klar fremgang til SF i de første meningsmålinger, men stiller spørgsmålstegn ved, om Annette Vilhelmsen kan levere resultater til baglandet på længere sigt:

"Selvom hun gerne vil holde SF i regering, kan hun i løbet af det næste år få valget mellem at trække partiet ud eller at skuffe baglandet fælt. For SF skal ikke regne med flere politiske indrømmelser, efter hun er blevet formand," siger Erik Holstein.

Forrige artikel Thorning ønsker Vilhelmsen tillykke Næste artikel SF-ministre strippet for budgetmagt