Statsministrene i Norge og Sverige har nye budskaber til deres befolkninger: "Jeg vil ikke kalde det fornægtelse, men ..."

NABOTJEK: Kun to dage før den historiske beslutning om at lukke Norge ned forstod regeringen alvoren af coronakrisen, fortæller den norske statsminister i interview. I Sverige varsler statsministeren i sjælden tv-tale nye indgreb.

Synes man, det pludselig gik stærkt med at lukke lande som Norge og Danmark ned for at bremse coronaudbruddet, er det også følelsen hos den norske statsminister.

Det fortæller statsminister Erna Solberg (H) i et større interview i VG mandag.

I interviewet fortæller hun om dagene i marts, hvor Norge ”lukkede ned” for at bremse coronasmitte, som ligesom i Danmark steg kraftigt, efter at skiturister i Østrig og Norditalien vendte hjem fra ferie.

I Norge havde man været opmærksom på coronasmitte siden januar, men alvoren ramte først rigtigt regeringen, da de norske myndigheder 10. marts meddelte, at de ikke kunne blive ved at føre spredningen tilbage til smittekilden.

”Vi troede, vi havde meget mere tid, end vi fik,” siger den norske statsminister, Erna Solberg, til VG.

Var ikke med i scenarie
I Norge så man mod Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts lukkede skoler og børnehaver og fremsatte tiltag for at forhindre spredning af smitte. Dagen efter, 12. marts, blev tilsvarende tiltag besluttet i Norge. Siden er flere tiltag indført i en norsk indsats, der minder meget om den danske, om end nordmændene har testet langt flere for corona.

Den norske statsminister bliver direkte spurgt af VG, om man i regeringen har levet i en slags fornægtelse, siden den ikke før havde blik for, at coronaepidemien kunne ramme Norge.

”Nej, jeg vil ikke kalde det fornægtelse, men vi levede i den tro, at smitten var meget mindre, ville sprede sig langsommere og ville kunne håndteres på en enklere måde,” svarer Solberg og tilføjer:

”Men så fik vi en hel oversvømmelse af folk, der kom hjem fra vinterferie. Det at Italien og grænselandet i alperne skulle blive sådan en hotspot for sygdom, det var ikke med i nogle af vores scenarier.”

Löfven varsler nye tiltag
Mens der ses tilbage på nogle skæbnesvangre dage med de mest indgribende tiltag i Norge i fredstid, så skal broderfolket i Sverige forberede sig på, at indgribende tiltag snart kan blive indført der for at bremse coronaudbruddet.

Det varslede den svenske statsminister, Stefan Löfven (A), i en sjælden tv-tale søndag aften, hvor han talte til svenskerne om coronaudbruddet.

Sverige har modsat Norge og Danmark ikke indført vidtgående indgreb som at lukke skoler, men har lavet særlige tiltag for at beskytte ældre på plejehjem, appelleret til at følge råd, der kan begrænse smitte, og sat en grænse om, at højst 500 mennesker må samles.

”Men flere indgribende beslutninger kan komme,” varslede den svenske statsminister.

”Nogle gange med kort varsel og nogle gange noget, der griber endnu mere forstyrrende ind i hverdagslivet,” sagde Löfven.

Ifølge det svenske Folkhälsomyndigheten er der mandag eftermiddag registreret 2.016 personer med corona i Sverige, mens 25 coronasmittede er døde.

”Vi har en generel spredning af smitten i Sverige. Liv, sundhed og job er truet. Flere bliver syge, og flere bliver nødt til at sige farvel til en elsket,” lød det fra den svenske statsminister søndag aften.

Her kan du se hele talen.

Forrige artikel Mette Frederiksen forlænger nedlukning: ”Vi har en tro på, at det nytter” Mette Frederiksen forlænger nedlukning: ”Vi har en tro på, at det nytter” Næste artikel Heunicke efter kritik: Flere testkits på vej til Danmark Heunicke efter kritik: Flere testkits på vej til Danmark