Ellen Trane Nørby : Regeringen skaber ulighed blandt børn
DEBAT: At sikre forskellighed i institutionslandskabet kræver et reelt frit valg, og den valgfrihed har regeringens normeringsmodel ødelagt. Regeringen og de røde støttepartier har skabt ulighed i børnehøjde, skriver Ellen Trane Nørby.
Af Ellen Trane Nørby (V)
Børneordfører
Hvis der er én ting, alle forældre kan blive enige om, er det, at vores børns hverdag skal være fyldt med glæde, trivsel og læring.
Når vi afleverer de små i dagplejen, vuggestuen eller børnehaven skal det være med vished om, at de befinder sig i trygge og udviklende rammer, og når vi henter dem igen, skal deres dag have været fyldt med leg og lærende aktiviteter i øjenhøjde.
I år 2020 er det ikke for meget forlangt.
Derfor er det også trist, at regeringen og dens støttepartier har valgt økonomisk at diskriminere de knap 65.000 børn, hvis forældre har valgt, at de skal gå i dagpleje, selvejende eller en privat institution eller pasningsordning og dermed skaber ulighed på børneområdet drevet af ren og skær ideologi.
Glade børn er grundlæggende lette at spotte. Det er derimod langt sværere at spotte en enkelt løsning, der sikrer både glæde, trivsel og tryghed for alle børn i deres hverdag.
For omsorg, leg og læring kan ikke bare sættes på formel, og derfor er det enormt vigtigt for mig at understrege, at en voksen ikke bare er en voksen. Det handler ikke om antallet. Det handler om antallet af dygtige og uddannede pædagoger.
Nødvendigt med store krav
Det betyder selvsagt, at vi skal stille krav: Vores pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogisk personale skal være fagligt dygtige, uddannelserne skal være af god kvalitet, og vores lovgivning skal vægte tungere end ideologi.
Hvem husker ikke den hjerteskærende dokumentar fra 2019?
Her var der flere voksne til stede, men de hjalp ikke, de var grundlæggende uempatiske og talte hårdt til børnene i stedet for at drage omsorg. Og det understreger min pointe:
Der er og skal være forskel på, hvilke voksne der tæller med i statistikken for, hvornår vi har opnået et minimum af normeringer.
En leder er en leder, og en leder skal ikke tælle som en tilgængelig pædagog. Det samme gør sig gældende for en pædagog, der er langtidssygmeldt, og den vikar, der måske er der i et par måneder for at tjene penge i sit "4.g"-sabbatår.
Det handler om, at vores børn skal mødes i øjenhøjde og med stabile relationer til uddannede voksne, der ved, hvad et barns behov er, hvordan en pædagogisk læreplan anvendes i dagligdagen og hvilke bekymringssignaler, der skal få en til at gribe ind.
Dagtilbuddet skal passe til den enkelte
At skabe et solidt grundlag for glade børn kræver – udover faglighed, ordentlig ledelse og gode rammer – også en ret til valgfrihed for forældrene.
Familier er forskellige, børn er forskellige, og forskellige behov skal dækkes. Den ene families valg af enten dagpleje eller privat pasning eller måske vuggestue er ikke nødvendigvis det rette for nabofamilien.
Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde varierede børnepasningsmuligheder i hele Danmark.
Med ordentlige og lige normeringer – også i ydertimerne og i yderkommunerne.
At sikre forskellighed i institutionslandskabet kræver et reelt frit valg, og den valgfrihed har regeringens normeringsmodel ødelagt. Regeringen og de røde støttepartier har skabt ulighed i børnehøjde.
Straffer børnene
Valgmuligheder er ikke frie på børneområdet, hvis de økonomiske vilkår er ulige og urimelige på grund af politiske valg, der for et godt ord omgår dagtilbudslovens ligestillende principper.
Regeringen og støttepartierne straffer knap 65.000 børn økonomisk udelukkende på baggrund af det pasningstilbud, som deres forældre har valgt. En straf, der ene og alene er påkaldt dem, fordi børnenes forældre i de røde partiers øjne har valgt den "forkerte" institution.
Venstre støtter op om BUPL’s normeringsanbefalinger om et minimum af normeringer, men pengene skal følge barnet og alle børn i alle typer af pasningstilbud.
Vi vil ikke acceptere regeringens økonomiske ulighed i børnehøjde.
Digitaliseringsstyrelsen: Kompetencer begrænser potentialet i statslig digitalisering
Juraprofessor: Minkforløbet er ikke en retsstat værdig
