VE-eventyr skal hjælpe "Udkantsdanmark"

LEMVIG: I det nordvestlige Jylland er der ingen tvivl om, hvordan man kommer fra udkant til forkant. Mere vedvarende energi, lyder svaret.

Der skal satses yderligere på VE-teknologier, hvis man skal af med det image, som i medierne er blevet betegnet "Udkantsdanmark". For der er store erhvervsmuligheder, som kan tegne et nyt og mere positivt billede af Lemvig og omegn. Det mener både lokale erhvervsfolk og kommunalpolitiker fra Lemvig Kommune.

I en tid med officielle målsætninger om færre fossile brændsler og mere vedvarende energi mener Lemvig Kommune at vise vejen. I det nordvestjyske inviterede man derfor i sidste uge  en række energi- og miljøjournalister til at se kommunens biogasanlæg, vindmøller og biomassefyrede kraftvarmeværker.

På forkant
Men satsningen på vedvarende energi handler også om at bryde med det forhadte prædikat - Udkantsdanmark.

"Der er jo nogle, der kalder Nordvestjylland for Udkantsdanmark. Det er vi ikke så begejstrede for, da der faktisk sker en hel del her. Især på energiområdet," lød det fra Ebbe Ravn Sørensen, der er bestyrelsesformand i Nordvestjysk Elforsyning.

Han bakkes op af formanden for Lemvig Kommunes teknik- og miljøudvalg, Jørgen Nørby (V).

"Vi vil utroligt gerne have sat fokus på, at vi ikke er et Udkantsdanmark. Vi er faktisk en del af Danmark, hvor der sker en hel masse spændende udviklingsmæssige tiltag, hvor vi specielt med vedvarende energi er i front i forhold til resten af landet," siger han og peger på, at Lemvig Kommune producerer vedvarende energi i et omfang, der svarer til 45 procent af energiforbruget.

Erhvervseventyr venter
Men selvom der ingen tvivl er om, at borgerne og de lokale erhvervsfolk er godt trætte af betegnelsen, så er der er stadig folk, der fraflytter kommunen, forklarer Jørgen Nørby. Men kurven kan knækkes, mener udvalgsformanden, der ser udviklingen med mere vedvarende energi som redningskransen.

"Vi har nogle innovative erhvervsfolk på det her område, og hvis vi kan finde endnu flere penge til at investere i VE-teknologier, så ligger der virkelig et erhvervseventyr og venter," siger han.

Det kræver dog også, at de rette rammevilkår bliver ved med at være der, påpegede direktør i Skovgaard Invest, Jørgen Skovgaard, der som privat initiativtager har været med til at sætte vindmøller op i området siden 1992. For ham er der heller ingen tvivl om, at der er stort potentiale.

"Der er mange tusind arbejdspladser i vindmølleindustrien, og det har derfor rigtig stor betydning for Nordvestjylland," sagde han.

Lokal stolthed
Satsningen på vedvarende energi er ikke ny i Lemvig. Allerede tilbage i starten af 90'erne sadlede kommunen om, og i 1992 fik man Danmarks største biogasanlæg - Lemvig Biogas. Anlægget, der udnytter gyllen fra omkring 75 landbrug - samt affald og restprodukter fra industrien - har ifølge direktør Lars Kristensen fra Lemvig Biogasanlæg også givet genlyd i udlandet.

Og det glæder man sig over på kommunen.

"Vi er enormt stolte over vores biogasanlæg, som er Danmarks bedst fungerende gennem tyve år. Det har aldrig været nede økonomisk og har aldrig modtaget tilskud til andet end etableringen," siger Jørgen Nørby, som peger på, at også vindmøllerne betyder meget for Lemvig Kommune.

Ønsker bedre vilkår
Men på trods af gode forhold, og at kommunen satser på den vedvarende energi, så mener han, at der er nogle problemer, der skal tages hånd om, hvis man vil udnytte potentialet fuldt ud.

Specielt frygter han for biogassens fremtid, hvis der ikke snart bliver bedre mulighed for at koble sig på naturgasnettet. Og her skal der ske en ændring af afgiftssystemet.

"Vi skal meget hurtigt få løst afgiftsproblematikken. For man kan ikke fra Folketingets side sige, at man vil satse enormt på biogassen, hvis ikke anlæggene har mulighed for at komme af med overskudsproduktionen," siger Jørgen Nørby, der forventer snarlig handling i Folketinget.

Forrige artikel Vækstforum beskyldes for brud med overenskomster Vækstforum beskyldes for brud med overenskomster Næste artikel Kampen for danske salmonellaregler skærpes Kampen for danske salmonellaregler skærpes