V: Vanvittige bilister skal ikke gemme sig bag anonymitet
DEBAT: Omstændighederne bag trafikulykker skal frem i lyset, så andre bilister kan lære af det. Også selvom de involverede kan genkendes, skriver Karsten Nonbo (V), formand for Færdselssikkerhedskommissionen.
Af Karsten Nonbo (V)
Formand for Færdselssikkerhedskommissionen
Jeg har lige kunnet ”fejre kobberbryllup” som formand for Færdselssikkerhedskommissionen, og i den tid har gode kollegaer i kommissionen været meget kreative på forslag om, hvordan vi har kunnet nedbringe antallet af dræbte og kvæstede i trafikken.
Det er heldigvis gået kraftigt i den rigtige retning, siden antallet af trafikdræbte i 60’erne og 70’erne var på over 1.000 om året.
Pisk frem for gulerod
Da jeg blev formand i 2002 var vi nede på cirka 500 dræbte om året, og vi satte et mål om at komme ned på 300 dræbte i 2012. Det tal nåede vi allerede i 2010, så vi ”blev forårskåde” og justerede tallet til 200 inden udgangen af 2012. Også dette tal nåede vi, og derfor tror jeg også, at vi kan nå vort nye mål på maksimum 120 dræbte i år 2020.
Sagt med andre ord: kun en tiendedel dræbte i forhold til de værste tal fra de blodige dage i 60’erne. Eller: fra tre om dagen til færre end tre om ugen.
Der er høstet mange ”lavthængende frugter”. Især er det glædeligt, at spritkørsler og vanvittige hastigheder er blevet socialt uacceptable - det er en af de helt store gevinster. Desværre må vi nok erkende, at det er pisken og ikke guleroden, som har spillet ind.
Ulykkerne skal frem i lyset
Egoismen i trafikken er ikke lagt væk. Det er truslen om de høje bøder, frakendelsen af kørekort og konfiskering af bil, som har vejet højest hos trafikanterne. Men er det midlet, så må vi bruge det. Hellere konsekvenspædagogik i denne form end at miste familie og venner i trafikken.
Derfor bliver vi nødt til at være barske og bruge og omtale færdselsulykkerne med ærlighed og fortælle, hvorfor en person døde eller slog andre ihjel. Det er selvfølgelig barskt at miste, men skal vi ændre indstillingen om, at ”det sker ikke for mig – jeg er usårlig”, så må vi sætte fokus på, at det sker. Ingen kører jo hjemmefra med den indstilling at ville slå ihjel eller komme til skade. Men det sker.
Politiken skal have stor tak for at køre en flerårig kampagne, hvor de er gået tæt på færdselsdrab, og også Vejdirektoratets årsrapport om dødsulykker har været med til at belyse området. Sådanne tiltag må ikke stoppe, men skal øges.
Vi skal lære af uheld
Sidste sommer kørte en beruset ung mand med mere end 130 km/t en kvinde ihjel i en 70 km/t-zone ved Tappernøje. Han blev varetægtsfængslet direkte fra sygehuset og sidder stadig her 11 måneder efter ulykken i fængsel.
Hans kørsel var så vanvittig, at det kun var et spørgsmål om, hvem han ville køre ned. Tættere kommer man ikke på forsætligt drab. Det er den type ulykker, vi stadig ser, efter at vi heldigvis er kommet af med de ”rutinemæssige” jeg-har-travlt-ulykker.
Derfor er vi nødt til at omtale disse ulykker, selv om ulykkespersoner kan genkendes. Andre unge skal høre det, vi skal lære af det – og forhindre det. Det skal ikke være tilladt at køre vanvittigt og gemme sig bag anonymitet, når man har slået andre ihjel – blot fordi det er sket med et rat i stedet for med en kniv i hånden.
Vi skal også sætte ind med større troværdighed fra os myndigheders side. Det vil jeg komme ind på i næste indlæg.
DUF: Sænk valgretten til 16 år
SF: Se imamerne som medspillere
