V kræver svar fra DF: I kører zig zag-kurs om EU

BREXIT/DANXIT: Venstre efterlyser klare svar fra Dansk Folkeparti på, om Danmark skal følge briterne ud af EU.

Dansk Folkeparti hepper på et britisk 'remain' 23. juni, men ser store fordele i et 'leave'. Hvis briterne stemmer nej - og melder sig helt ud af EU, vil partiformand Kristian Thulesen Dahl ikke afvise, at danskerne også skal afgøre tilhørsforholdet til EU ved en folkeafstemning.

EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF) sår mere åbenlyst tvivl om fortsat dansk medlemskab af EU, mens den stemmeslugende EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) står solidt fast på fortsat dansk EU-medlemskab, så længe man ikke ved, hvad man så skal melde sig ind i.

LÆS OGSÅ: DF åbner for at følge briterne ud af EU

Med kun en uge tilbage til den britiske folkeafstemning har Venstre-regeringen fået nok af de spredte meldinger fra det store EU-skeptiske støtteparti og efterlyser en klar linie fra Dansk Folkeparti om Danmarks fremtid i EU.

"Det virker som om, de forsøger at lave en helgardering, så de uanset resultatet kan fremstå som en slags stedfortrædende sejrherre. Det er meget letkøbt. Det siger jo sig selv, at to forskellige løsninger ikke kan være lige gode," siger Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.

Ordfører: Vi er fuldstændig enige
Kritikken preller dog af på EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

"Det er jo vanskeligt at være enige eller uenige om noget, som vi ikke kender konditionerne af. Det er jo også derfor, at det er en uhyre vanskelig debat. Men efter min bedste overbevisning er der fuldstændig enighed i Dansk Folkeparti om, at EU skal fylde meget mindre, og at der skal levnes meget mere plads til nationalstaterne. Det er så lige om at finde vejen dertil," siger han.

Kenneth Kristensen Berth ser tre muligheder, hvis et flertal af briterne sætter kryds i 'leave' på næste torsdag.

Enten sker der en genforhandling, som kan danne afsæt til en ny folkeafstemning om britisk medlemskab på bedre betingelser.

Håber på en alliance
Den anden mulighed er, at briterne indgår en EØS-aftale som Norge - hvilket ifølge EU-ordføreren hverken vil være til fordel for briterne eller Danmark.

"Den tredje mulighed, som jeg håber på, hvis det altså bliver et nej, er, at briterne forsøger at samle nogle allierede, som er interesserede i et EU, som levner mere plads til nationalstaterne, og at de lande så i fælleskab kræver en ny aftale, som enten kan føre til generel reform af EU eller et EU i flere hastigheder," siger Kenneth Kristensen Berth.

Enhedslisten mener som det eneste af Folketingets partier, at Danmark skal melde sig ud af EU. Partiet stillede for nylig forslag om en vejledende folkeafstemning om danskernes holdning til et fortsat EU-medlemskab. Dansk Folkeparti støttede ikke forslaget.

Læs hele artiklen på Altinget: eu (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel R om ulandsbistand: Højest ti procent må bruges i Danmark R om ulandsbistand: Højest ti procent må bruges i Danmark Næste artikel Rekordmange landmænd vil være økologer Rekordmange landmænd vil være økologer