Ukendt tårn-ruin fra 1500-tallet menes opdaget

FUND: Under gravearbejde til fjernvarme har man ved Christiansborg fundet en konstruktion, der kan være et tårn fra 1500-tallet.

I forbindelse med etablering af fjernvarme på Christiansborg er der under gravearbejdet gjort vigtige arkæologiske fund. Det drejer sig blandt andet om en tunnel samt murværk fra en større bygning - måske et tårn - som ikke hidtil har været kendt.

Ved maskintunnellen ud mod Ridebanen er der fremkommet en meget omfangsrig del af en massiv murkonstruktion. Den orienterer sig i flere retninger og synes at have en større udbygning, som eventuelt kan være et tårn. Københavns Museum har ud fra teglstenenes formater, opmuringen i krydsforbandt og det faktum, at den er fuldmuret, vurderet, at der kan være tale om en konstruktion fra 1500-tallet. Ruinen er indtil videre ukendt. Murkonstruktionen kan nemlig ikke jævnføres med de kendte konstruktioner, der er kendt fra Slotsholmen.

Det oplyser Folketingets intranet Nettinget i dag.

Forrige artikel Danskerne dumper aktivering Danskerne dumper aktivering Næste artikel Pres for indvandrerstop i ghettoer Pres for indvandrerstop i ghettoer