Udfordreren Le Pens tropper sørger: Gråd og tænders gnidsel i Boulogne-skoven

Skuffelsen og vreden var mærkbar og champagnen føltes pludselig lidt malplaceret, da afgørelsens øjeblik endelig oprandt under højrenationalisten Marine Le Pens valgaften i en stor skovpavillon i udkanten af den franske hovedstad.

PARIS: ”Marine, Marine, Marine! Marine, Ma... uuuhhhååhhh, non, non, NON!” – nogenlunde sådan lyder det i en pompøst dekoreret skovpavillion oplyst som et juletræ, da det første resultat af Frankrigs præsidentvalg dukker op.

”Svindlere!” og ”ce n’est pas possible!”, det er ikke muligt, fortsætter råbene fra højrenationalisten Marine Le Pens aktivister forsamlet herude i Boulogne-skoven med masser af champagneglas, pindemadder, jakkesæt og høje hæle.

Men det er ikke alene muligt, det er en realitet: Op mod 59 procent af de franske vælgere har sendt Emmanuel Macron tilbage til Elysée-palæet. Mens hans tilhængere jubler inde ved Eiffeltårnet, må selv de mest ivrige af Le Pens beundrere erkende nederlaget tre kilometer væk.

”Jeg føler både tristhed og vrede. Jeg er vred på de mennesker, der har stemt på en fyr, der er så nedladende og arrogant som Macron. De har ikke givet Frankrig en chance,” siger 57-årige Marie Léon og tørrer en tåre væk efter den første følelsesladede reaktion.

”Nu må vi kæmpe for valget til Nationalforsamlingen i juni, og for næste præsidentvalg om fem år. Vi giver ikke op,” snøfter hun.

Marseillaise og vrede ved andedammen

Det hjælper kun en lille smule på humøret, da Marine Le Pen selv møder op og holder en takketale, hvorefter de alle sammen traditionen tro synger den franske nationalhymne, La Marseillaise.

”Jeg kommer tilbage,” er det sidste, Le Pen hvisker hen over skulderen, lige inden hun forlader scenen.

Der er ikke mange ude i Pavillon d’Armenonville, der tror på Macron, da han lidt senere inde på Champs de Mars lover, at ”fra dette øjeblik er jeg ikke længere én lejrs kandidat, men præsident for alle,” som han siger.

”Det lort tror jeg ikke på,” råber en usædvanlig kantet og rødmosset mand ude på pavillonens terrasse, mens han tilter faretruende i retning af andedammen, så folk må redde deres vinglas til højre og venstre: ”Merde! Jeg har ikke mere at sige.” Men det er der andre, der har.

For eksempel den 22-årige jurastuderende Marie Tassiers, som sammen med sine venner har drønet rundt og ”hængt Marine-plakater op på kryds og tværs af Nice” i månedsvis.

”Jeg er stolt af det arbejde, vi aktivister har gennemført. Jeg synes, vi har fået et virkelig godt resultat sammenlignet med 2017. Vi har bevist, at vi er Frankrigs vigtigste oppositionsparti,” siger hun.

40 procent giver styrke, selv når man taber

Inden døre er Marine Le Pens rådgiver Philippe Olivier og andre fra hendes inderkreds i fuld gang med at sende politiske testmissiler af sted, nu hvor partiet Rassemblement National kan begynde at bruge den indflydelse, der trods alt følger med at få over 40 procent af stemmerne ved et præsidentvalg.

Selv om de ikke har vundet, så er det ikke noget nederlag, som de siger.

Forhandlingerne om alliancer og valgkamp op til parlamentsvalget om syv uger er allerede i fuld gang. Ikke mindst når det gælder positioneringerne over for venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon, hvis vælgere bryder sig næsten lige lidt om Emmanuel Macron og Marine Le Pen.

Nu er nationalisternes strateger ved at sprede den historie, at Mélenchon har gjort sig selv utroværdig i sine egne vælgeres øjne ved at fraråde dem at stemme på Le Pen.

”Mélenchon har opført sig som en Macron-tilhænger ved det her valg. Han har gjort alt, hvad han kunne, for at Macron skulle vinde. Han har endda sagt, at han vil være premierminister for Macron! Det er temmelig suspekt,” siger Philippe Olivier:

”Der er sikkert folk, også på venstrefløjen, der vil søge det virkelige alternativ til magten hos os i stedet for.”

”Europa er nødt til at tage os alvorligt nu”

Et andet sted i den myldrende menneskemængde står Hélène Laporte, der er en af de mere aktive parlamentarikere fra Rassemblement National i Europa-Parlamentet, hvor hun sidder i gruppe med Dansk Folkeparti.

”Jeg holder meget af danskerne. Danmark er meget smukt,” siger hun og bedyrer, at ingen i Danmark eller andre mindre europæiske lande har noget at frygte fra de franske nationalister.

”Det her resultat sender det signal til resten af Europa, at man er nødt til at tage os alvorligt nu. Vi er et parti, der betyder noget. På europæisk niveau er man nødt til at forstå, at der er partier, som gerne vil beskytte deres medlemslandes interesser. Det ser man også i andre lande,” siger Laporte.

”Men vi har overhovedet ikke noget ønske om at ødelægge det europæiske samarbejde. Vi har intet imod andre europæiske lande. Det, vi vil, er at tage vores egen suverænitet tilbage. Og den kamp slutter ikke i aften.”

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Spørgetime med statsministeren og debat om desinformation og ytringsfrihed Ugen i dansk politik: Spørgetime med statsministeren og debat om desinformation og ytringsfrihed Næste artikel Dagens overblik: Macron vinder præsidentvalget i Frankrig, og USA's udenrigsminister har besøgt Kyiv Dagens overblik: Macron vinder præsidentvalget i Frankrig, og USA's udenrigsminister har besøgt Kyiv