Uden MeToo ville Spies stadig blive hyldet
Ja, tiden er en anden i dag, og heldigvis for det. MeToo har givet pigerne en stemme og gjort overgrebene synlige. Derfor tager vi nu de opgør med fortiden, der er nødvendige for at tage ved lære og komme videre.
"Han ejede din røv".
Så kort kan det siges, og det gør Charlotte Nielsen i DR's dokumentar om Simon Spies.
Som mange andre af pigerne hos Spies kom hun fra et dysfunktionelt hjem, hvor pengene var små. Der var ikke så meget at stå imod med, da hun som helt ung blev tilbudt en pels og et Rolexur for at blive en af Spies’ personlige morgenbollepiger (ingen af dem var gamle nok til at være ”damer”). Hun forsøgte at sige nej, men hun blev overtalt til sidst, selvom hun syntes, det var klamt og ubehageligt at skulle overgive sig til en gammel mand, der behandlede pigerne som ting. Og som tilmed var sadist.
Selvom det meste var kendt af offentligheden, så blev Simon Spies kun hyldet i medierne. Og hvis ikke det havde været for MeToo, så var han blevet det den dag i dag.
Hvis man, som jeg, har passeret de 50, er der ikke så meget, der overrasker i dokumentaren udover Spies’ sadisme. Jeg husker, hvordan jeg som barn læste om ”morgenbolledamerne”, hvordan Spies af medierne blev iscenesat som en farverig og festlig fyr. Hvordan bladene og formiddagsaviserne svælgede i de nøgne eller næsten nøgne unge piger, der omgav ham. Nøgne pigekroppe solgte mange aviser dengang, og hvis man kritiserede det, blev man kaldt for ”sippet”. Danskerne var verdens mest frisindede nation, og det havde man bare at bakke op om.
Skævheden i magtrelationerne mellem kønnene talte man ikke om. Og historien om, hvordan Simon Spies nød at pine helt unge piger mod betaling, hørte jeg heller ikke. Den var der ingen medier, der skrev. Der var kort sagt ingen medier, der var interesserede i at fortælle pigernes historie.
I dokumentaren beskriver journalisten Finn Edvard et konkret eksempel, hvor en af pigerne kom til ham med blå mærker på Se og Hør for at fortælle om Spies’ overgreb. Journalisten interviewede hende og fik taget billeder, men historien blev aldrig bragt. Redaktionsledelsen mente ikke, at man kunne ”skrive sådan noget om Simon”.
Det, der står tilbage, når man har set dokumentaren, er, i hvor høj grad omgivelserne ikke bare accepterede den riges ret til at udnytte pigerne, men også aktivt hjalp til med at skaffe nye ”purunge piger” til den umættelige mand, der også vidste, at pigerne samtidig var et godt mediestunt. Pigerne sikrede ham og hans forretningsimperium værdifuld omtale.
Mediecheferne valgte kun at bringe positive historier om Spies. Gad vide, om det ville have været anderledes, hvis ledelserne dengang havde bestået af andet end mænd? Så vidt jeg ved, var der ingen kvindelige ansvarshavende chefredaktører eller bestyrelsesformænd på aviserne eller i de elektroniske medier i begyndelsen af 80'erne. Til gengæld var de redaktører, der var, tilsyneladende pot og pande med rejsemilliardæren.
Optegnelser viser, at mange af dem nød godt af gaver og gratis rejser fra rejsekoncernen. Den slags rejser, som vi – da jeg blev uddannet journalist i begyndelsen af 90erne, nedladende kaldte for ”luderture”.
”Hvorfor sagde pigerne ikke bare fra?” eller ”de gik jo selv med til det”, lyder det i dag anklagende fra mange af dem, der selv har sunget med på sangen om, hvor sjov Simon Spies var. De samme mennesker taler samtidig om, at ”det var en anden tid”, og at det derfor ”ikke giver nogen mening af rippe op i det nu”. En af dem er Bent Falbert, der var chefredaktør for Ekstra Bladet i 22 år.
”For mig at se giver det ikke nogen mening at hænge folk ud nu,” siger han til Politiken.
Men han tager fejl, for det giver så meget mening. Det er faktisk helt nødvendigt, at vi gør op med dem, der stadig forsvarer den kultur, der har været med til at lukke munden på piger og kvinder, der blev krænket.
Den kultur havde vi i Danmark helt op til Sofie Lindes tale for præcis to år siden.
Vi har efterhånden hørt mange lignende historier fra både ind- og udland: Jeffrey Epsteins systematiske misbrug af unge piger i celebrity-kredse i USA, seriekrænkeren Jean-Claude Arnault omkring Det Svenske Akademi, Harvey Weinstein i Hollywood, den franske forfatter Gabriel Matzneff, der skrev prisvindende bøger om sine pædofile overgreb, krænkelserne i DR's pigekor og på TV2.
Sagerne har det tilfælles, at overgrebene fandt sted gennem mange år, at de i stort omfang var kendte, og at opgøret med krænkerne først kom efter MeToo.
Før MeToo havde den krænkede pige ikke en stemme. Der blev ikke lyttet til hende.
{{toplink}}
Simon Spies’ gode ven, Carl Bjerredahl er en rest af den kultur. Når han i ramme alvor og uden at skamme sig i dokumentaren kan sige, at ”der er jo ikke nogen i hele Danmark, der kan hidse sig op over, at en pige får et par lussinger” eller ”et lille blåt mærke det er vel også okay for 10.000 kroner?” så må man krympe sig.
Han véd godt, der ikke var tale om ”et lille blåt mærke” eller ”et par lussinger”.
Men han har åbenbart ikke opdaget, at det ikke længere er i orden at voldtage piger – om et konkret voldtægtsforsøg, der er beskrevet, siger han, at ”det måske var en lidt kluntet måde at gøre det på”.
Carl Bjerredahls udtalelser er beviset på, at det er på tide og helt nødvendigt, at vi nu får de her sager frem, gør op med dem og lærer at lytte til ofrene. At vi lader dem sætte dagsordnen i stedet for krænkerne.
Kristian Hegaard: Vil Mette Frederiksen virkelig ofre borgernes tryghed for at bevare magten?
Carolina M. Maier: Tørklædeforbuddet er skammelig, opblæst og forudbestilt propaganda
