Uddannelsesreform er et vigtigt step for socialdemokraterne
Erik Holstein | |
Print
Resultatet blev udvandet, og kommunikationen blev mudret. Alligevel er tirsdagens brede uddannelsesreform en af de allervigtigste grunde til, at socialdemokraterne dannede en bred regering.
Otte procent færre elever på bacheloruddannelserne og betydelig flere penge til velfærdsuddannelser og de håndværksmæssige erhvervsuddannelser.
Det er centrale elementer i den brede uddannelsesaftale, der blev indgået tirsdag, og for en gangs skyld havde de socialdemokratiske ministre opadvendte mundvige.
Det er dog et andet element ved regeringens forslag til uddannelsesreform, der helt har taget opmærksomheden de sidste måneder: Nemlig forslaget om at forkorte 50 procent af kandidatuddannelserne fra to år til ét år og tre måneder.
Det har været en ugunstig slagmark for regeringen, for kritikken af, at man på den måde gør kandidatuddannelserne dårligere har været svær at afvise.
{{toplink}}
Nu endte det så med, at kun ti procent af kandidatuddannelserne bliver kortet ned til et år og tre måneder, mens tyve procent bliver til erhvervskandidatuddannelser, hvor man skal arbejde ved siden af studiet. En betydelig udvanding af regeringens udspil.
Mærkesag for Tesfaye og Dybvad
For socialdemokraterne er der imidlertid andre plusser ved reformen: Aftalen indebærer, at der gives 3-400 millioner til en genoprettelse af erhvervsuddannelserne, der har været udsultet i mange år. Og der bliver taget et første skridt til at vende de sidste 30 års udvikling, hvor andelen af akademikere er blevet mere end fordoblet.
Den socialdemokratiske børne-og undervisningsminister Mathias Tesfaye fremhævede netop styrkelsen af erhvervsuddannelserne i sine kommentarer til forliget. Det har på det personlige plan været en mærkesag for Mathias Tesfaye, der selv har en baggrund som murer.
Socialdemokraternes aktuelle uddannelsespolitik flugter også pænt med Kaare Dybvad Beks (S) tanker i bogen "De lærdes Tyranni", og såvel Mette Frederiksen (S) som Mattias Tesfaye (S) og Peter Hummelgaard (S) har været meget optaget af at ændre optaget på uddannelserne.
Overflod af akademikere
For socialdemokraterne kan formålet med reformen komprimeres ned til sætningen:
Skær ned på antallet af akademikere og uddan flere elektrikere, murere, sygeplejersker og pædagoger.
Hovedproblemet er ikke arbejdsløse akademikere, for de fleste får faktisk et vellønnet arbejde på et tidspunkt. Men i den socialdemokratiske optik er den samfundsmæssige nytte af flere håndværkere og velfærdsarbejdere betydelig større end en akademisk proceskonsulent i en offentlig forvaltning eller endnu en kommunikationsmedarbejder i en kommune.
{{toplink}}
Det ville kommunikationsmæssigt have været et let budskab at sælge i en tid med kronisk mangel på sygeplejersker, pædagoger, elektrikere og tømrere, men på grund af de forskellige holdninger internt i regeringen endte det i stedet i et mudret slagsmål om kandidatuddannelsens længde.
Egelunds fokus
For uddannelses-og forskningsminister Christina Egelund fra Moderaterne har fokus under forhandlingerne været på erhvervsretning af uddannelserne samt på det øgede arbejdsbud på 4.600 personer, man forventer, reformen giver i 2030.
Egelunds tilgang til forhandlingerne har ikke været afgørende forskellig fra Radikales - og Egelund har formodentlig grædt tørre tårer over, at langt færre kandidatuddannelser bliver forkortet end oprindelig planlagt.
Trods opblødningen valgte Radikale alligevel at stå uden for aftalen. Det er et svært dilemma for Radikale, der meget gerne er med i store uddannelsesaftaler, men partiet er meget presset efter valgnederlaget og henter en stor del af sine vælgere i universitetsmiljøet.
Skridt i den rigtige retning
I stedet fandt regeringen sit flertal sammen med så forskellige partier som SF, Konservative, LA - og Danmarksdemokraterne.
SF kæmpede kraftigt imod forkortelsen af kandidatuddannelserne, men er godt tilfredse med styrkelsen af erhvervsuddannelserne. Danmarksdemokraterne delte socialdemokraternes ønske om at begrænse både længde og optag på de akademiske uddannelser, mens Liberal Alliance så aftalen som "et første skridt mod et opgør med masseuniversiteterne."
{{toplink}}
For socialdemokraterne har en omkalfatring af uddannelserne været en af de absolut vigtigste politiske årssager til at søge en regering over midten. De vidste, at det ville være næsten umuligt at få partier som Radikale og Enhedslisten til at acceptere en nedprioritering af de akademiske uddannelser, og de frygtede, at de borgerlige ville sidde med armene over kors, hvis forslaget skulle forhandles med en ren socialdemokratisk regering.
Nu er aftalen omsider i hus. Den er hverken kommunikationsmæssigt eller indholdsmæssigt endt så rent, som socialdemokraterne kunne ønske sig. Men aftalen er ikke desto mindre et resultat, som Mette Frederiksen kan holde op for sine kernevælgere som et skridt i den rigtige retning.
Det er blevet en lille smule mindre besværligt at være socialdemokrat i SVM-regeringen.
Sådan står partierne ved sommerpausen
Lars Aagaard kaldes regeringens ”Byggemand Bob”, men efter 200 dage skylder han stadig at springe ud som politiker
