Trods regeringens udskiftning udpeges Bertel Haarder igen til råd om nordisk samarbejde

Regeringen valgte ikke at forlænge Bertel Haarder i Grænsehindringsrådet og erstattede ham med socialdemokraten Annette Lind. Nordisk Råd ser imidlertid Bertel Haarder som en stor kapacitet, så nu har de selv udnævnt ham som repræsentant.

Selvom regeringen valgte at erstatte Bertel Haarder (V) med en socialdemokrat i Grænsehindringsrådet, har han nu fået en plads ved bordet igen. Det oplyser både Venstres og Nordisk Råds pressetjenester.

Bertel Haarder har repræsenteret Danmark i Grænsehindringsrådet siden 2017. Men ved årsskiftet valgte regeringen at erstatte ham med Annette Lind (S).

Nordisk Råd, der værdsætter Bertels Haarder mangeårige nordiske engagement, var overrasket over, at han ikke blev forlænget. Derfor valgte de at udnævne ham som repræsentant for Nordisk Råd selv.

Bertel Haarder mener, at beslutningen skyldes hans kritik af regeringernes coronahåndtering:

"Jeg har fra starten af coronakrisen aktivt kritiseret de nordiske regeringers håndtering af grænserne. Måske var det derfor, jeg skulle udskiftes," udtaler Bertel Haarder og fortsætter:

"Derfor er jeg ekstra glad for udnævnelsen."

Grænsehindringsrådet er politisk nedsat og har til formål at fjerne grænsehindringer i Norden. Det arbejder for, at det bliver nemmere at flytte, studere og drive virksomhed på tværs af grænserne i Norden.

Rådet består af ti medlemmer, hvoraf de nordiske lande samt Færøerne, Grønland og Åland hver udpeger ét nationalt medlem. Derudover har generalsekretæren en plads, og en repræsentant fra Nordisk Råd har en plads. Bertel Haarder får nu den tiende plads som Nordisk Råds repræsentant.

Bertel Haarder har i sit politiske liv beskæftiget sig indgående med det nordiske samarbejde. Han var minister for nordisk samarbejde fra 2007-2010 og i 2011 blev han udnævnt som Præsident for Nordisk Råd i 2011.

Sidste år stod Danmark igen i spidsen for Nordisk Råds præsidentskab, hvor Bertel Haarder var præsident, og Annette Lind var vicepræsident.

Forrige artikel Sofie Carsten Nielsen ansætter rådgiver fra Dansk Erhverv Sofie Carsten Nielsen ansætter rådgiver fra Dansk Erhverv Næste artikel Dødsfald: Fhv. radiojournalist Jørn Træholt (90)