Trads: 20 procent stemmer – på en måde – på Radikale
Kommentar
David Trads | |
Print
KLUMME: Hvis Radikales ledelse var lige så rummelig i dag, som den var i 1990'erne og 2000'erne, var der måske stadig plads til udbrydere som Samuelsen og Elbæk i det oprindelige parti. Men fokus på regneark og topstyring har gjort partiet mindre dynamisk, skriver David Trads.
Her er en barok overraskelse for de fleste:
Valgets store sejrsherre ser i den grad ud til at blive De Radikale, der står til at få opbakning fra næsten hver femte vælger.
Problemet er bare, at partiet er blevet splintret i tre – Liberal Alliance, Alternativet og så De Radikale.
Ja, problemer er faktisk endnu større – for lige nu er der en del, der tyder på, at det oprindelige parti ender med at blive det mindste af de tre.
I Epinions seneste måling på DR1 står LA og Alternativet til fantastiske valg med henholdsvis 8,5% og 5,2%, mens De Radikale med 4,9% har udsigt til en katastrofe. Tilsammen 18,6%.
Radikal tankegods
Man kan faktisk konstatere, at der i dag er større opbakning til De Radikales tankegods end nogensinde før – for de to nye partier og deres ledere kunne med en lidt mere musikalsk og rummelig ledelse sagtens have forblevet en del af det oprindelige parti.
Tænker vi tilbage på 1990'erne og 2000'erne, ja, så havde De Radikale også politikere, hvis holdninger og facon minder om de nye udbryderpartier.
Anders Samuelsen repræsenterede fra 1997 som en meget markant radikal arbejdsmarkeds- og skatteordfører en politisk kurs, der minder om den, han i dag fører i LA. Simon Emil Ammitzbøll, dengang formand for Radikal Ungdom, og Mette Bock, dengang næstformand for De Radikale, fremførte de samme frihedsidealer i klassisk liberal forstand som nu. Det gjorde også Morten Helveg Petersen, i dag radikal europa-parlamentariker.
Jørgen Estrup, fremtrædende radikal gruppeformand og forsvarsordfører i 1990'erne, ville i dag sagtens kunne være en del af Alternativet. Det samme gælder Henrik Svane, daværende markant flygtningeordfører – og selvfølgelig Uffe Elbæk selv, som var et af symbolerne på den kreative klasse, der tidligere gjorde partiet hipt.
Med andre ord: De Radikale har tidligere kunne rumme og håndtere ret brede politiske holdninger – fra de mest liberalistiske over repræsentanterne for nødvendighedens politik til de mest socialt indstillede. Partiet plejede at være et stort telt med en åben diskussion uden lige i dansk politik.
Mere topstyring og regneark
Hvad gik der egentligt galt? Svaret er enkelt:
På et tidspunkt i midten af 2000'erne begyndte repræsentanterne for nødvendighedens politik at topstyre partiet. Symboliseret af to viljestærke politikere – Marianne Jelved og Margrethe Vestager – blev det meste strømlinet. Flere excel-ark. Færre følelser. Styr på tingene. Mindre kaos. Flere regler. Mindre frihed. Mere topstyring. Færre græsrødder. Ret ind. Eller forsvind.
Traditionelt har De Radikale været tungen på vægtskålen i dansk politik. Partiet, der sommetider, som under Schlüter i 1980'erne, støttede blå blok, og andre gange, som under Nyrup i 1990'erne, støttede rød blok. Internt i De Radikale spillede repræsentanterne for nødvendighedens politik i virkeligheden samme rolle – for i nogle sager fik liberalisterne mest ret, i andre sager fik de socialt fokuserede mest plads.
Drømmere passer ikke ind
Da Jelved og Vestager blev for stærke, maste de i virkeligheden de to fløje, der plejede at gøre De Radikale til det måske mest dynamiske parti. Typer som Samuelsen, Ammitzbøll, Bock og Elbæk følte ikke længere, at der var plads til deres synspunkter. I takt med De Radikalt reelt udviklede sig til en sikker, nærmest dogmatisk, bestanddel af rød blok, sagde de farvel.
Derfor er De Radikale i dag et smalt parti, der står til et ringe valg. Deres appel – anført af de to teknokrater, Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen – retter sig næsten kun til den type af vælgere, der abonnerer på nødvendighedens bureaukratiske politik.
De vælgere, der også er drømmere – enten om et mere liberalistisk eller et mere socialt samfund – ja, de er måske fortsat radikale i deres tankegange, men føler sig mere inspirereret af Samuelsen eller Elbæk.
Derfor oplever vi et barokt valg, hvor de radikales tankegods – på en måde – bakkes op ad flere danskere end nogensinde, men hvor det oprindelige parti får en på hatten. Læren er: Der er ikke ret mange, der kun synes, at politik er regneark. De vil også have følelser og drømme.
---
David Trads skriver hver dag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Cordua: Kan valgkampen rustbanke Løkke til kneben valgsejr?
Trads: Blå blok udnytter danskernes dybe EU-skepsis
