Tørnæs: Ikke min skyld, at småfag må lukke

BESPARELSER: Københavns Universitet har besluttet at lukke en række småfag og henviser til, at regeringens besparelser er hovedårsagen. Den beskyldning afviser uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V). Hun mener, at ansvaret ligger hos universitetet.

Det er ikke regeringens skyld, at Københavns Universitet har valgt at lukke en række småfag.

Sådan lyder det fra uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) i et interview i Altinget.

Københavns Universitet har besluttet at lukke 9 småfag på Humaniora. Universitetet placerer ansvaret for lukningerne hos regeringen og dens besparelser på forskningsområdet i forbindelse med finansloven.

"Det er med stor beklagelse og af bitter nødvendighed, at vi lukker en række kultur- og sprogfag. Jeg håber, at vi kan fastholde nogle af de faglige forskningsmiljøer, selv om vi lukker uddannelserne. Det er udsigten til en mærkbar beskæring af statens tilskud til uddannelserne, der tipper læsset," sagde universitetets rektor Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse om lukningerne af fagene.

Men den beskyldning køber Ulla Tørnæs ikke. Hun mener, at den seneste debat omkring at nedlægge småfag på Københavns Universitet viser forskellige syn på besparelserne. Ministeren understreger, at beslutningen og ansvaret ligger hos universitetet.

”Man er gået meget langt i den offentlige debat med at begrunde nedlæggelserne af småfag med omprioriteringsbidraget. Jeg ser det lidt anderledes, som en ledelsesmæssig opgave, man var nødt til at gennemføre,” siger Ulla Tørnæs og tilføjer:

”Jeg synes, de har skubbet mig foran en upopulær beslutning.”

Ulla Tørnæs blev udnævnt mere eller mindre midt i et Folketingsår, hvor de største uddannelses- og forskningspolitiske slag er udkæmpet. Men selvom de store besparelser på finansloven har ført til en relativt hård debat om regeringens prioritering, så står hun fuldt ud inde for besparelserne og håber nu på en bedre dialog fremadrettet.

Læs hele interviewet med Ulla Tørnæs på Altinget: forskning (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Efter landbrugspakken: Færre danskere er kritiske over for miljølempelser Efter landbrugspakken: Færre danskere er kritiske over for miljølempelser Næste artikel DF: Det ser sort ud for regeringens skattelettelser DF: Det ser sort ud for regeringens skattelettelser