Tidligere vismand i spidsen for nyt forskningsinstitut

NAVNENYT: Tidligere økonomisk vismand og professor ved CBS Jan Rose Skaksen bliver direktør i KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Opdateret).

Det bliver den tidligere økonomiske vismand Jan Rose Skaksen, som skal stå i spidsen for det nye Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Instituttet hedder Kora og er resultatet af en fusion af Dansk Sundhedsinstitut, Anvendt Kommunal Forskning og KREVI. En sammenlægning, som regeringen gennemførte tidligere i år.

Den 50-årige Jan Rose Skaksen er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet og har en ph.d. fra samme sted.

Han var medlem af formandskabet for Det Økonomiske Råd 2003-2008. Lige nu er han er medlem af regeringens Produktivitetskommission.

KORAS bestyrelsesformand, professor Nina Smith, er sikker på, at Jan Rose Skaksen bliver en stærk direktør. Blandt andet på grund af hans viden og erfaring.

"Jan er en meget anerkendt økonom med stor indsigt i det danske velfærdssamfund og en flot forskerkarriere. Vi er overbeviste om, at KORA med Jan Rose Skaksen som direktør vil lykkes med sin vision om at levere praksisnære analyser og forskning, som vil kunne gøre kommuner og regioner endnu bedre rustet i deres daglige arbejde," siger Nina Smith, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet.

Og økonomiminister Margrethe Vestager (R) er meget tilfreds med valget af Jan Rose Skaksen.

"Jan Rose Skaksen kender de forskellige velfærdsproblemstillinger fra både sin forskning og arbejdet som økonomisk vismand. Jeg er sikker på, han vil være med til at skabe stor synlighed omkring KORA's arbejde med at analysere og forske i, hvordan vi skaber bedre eller mere velfærd for de samme penge - eller færre," siger Margrethe Vestager.

KORA bliver formentlig et af de mest magtfulde forskningsinstitutioner i Danmark. Forskningsresultaterne fra især AKF og DSI har ofte givet politisk genlyd, når medier har bragt forskningsresultater herfra.

Flere af de centrale medarbejdere i AKF og DSI har været hyppigt brugte eksperter i landets medier. Her kan nævnes tidligere AKF-direktør Mette Wier, tidligere direktør i DSI, Jes Søgaard. De to fortsætter indtil videre i KORA med titel af direktør, fremgår det af KORA'S hjemmeside.

Det er KORAS bestyrelse, som har udvalgt Jan Rose Skaksen.

Den nye direktør, som er KORA'S første, starter i sit nye job 1. november.

Forrige artikel Lidegaard vil udvide solcelleordning Lidegaard vil udvide solcelleordning Næste artikel Vilhelmsen vil have lynrokade Vilhelmsen vil have lynrokade