Tidligere Lego-direktør bliver genbrugschef for Kredsløb

Den østjyske energikoncern Kredsløb henter en ny profil til ledelsen fra Lego-koncernen. Lars Banke starter som chef for genbrugsområdet.

Lars Banke skifter for første gang i snart 14 år Lego ud med en ny adresse.

Dermed er det et farvel til legoklodser, når han fra 1. maj skal beskæftige sig med affaldsbeholdere, ressourcehåndtering og klimamål.

Han starter som chef for genbrug i Kredsløb, der leverer fjernvarme og genanvender anfald.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kredsløb.

Den nyvalgte chef skal stå i spidsen for koncernens samlede aktiviteter på genbrugsområdet.

40-årige Lars Banke har igennem størstedelen af sin tid hos lejetøjsproducenten Lego bestredet flere lederstillinger og glæder sig til at brede sine vinger ud hos genbrugs- og forsyningsbranchen.

”Jeg har i flere år arbejdet med udvikling af bæredygtige materialer og grøn omstilling i global kontekst. Jeg ser det som lidt af et privilegium, at jeg nu får lov at komme endnu tættere på og bidrage til den store opgave i den grønne omstilling, hvor vi skal flytte både adfærd og holdninger og skabe de bedst mulige rammer for meget mere genbrug og genanvendelse, så belastningen på vores klode mindskes,” fortæller Lars Banke.

Selvom Lars Banke ikke har erfaring med genbrug og forsyning, er valget faldet på ham på grund af hans kommercielle forståelse og erfaring, oplyser administrerende direktør Bjarne Munk Jensen.

”Med en ny international profil ved roret er jeg overbevist om, at vi kommer til at styrke vores koncept- og forretningsudvikling yderligere og får helt nye perspektiver på arbejdet med omstillingen til mere genbrug og genanvendelse,” udtaler Bjarne Munk Jensen.

Lars Banke har tidligere været at finde hos Danmarks hi-fi-pioner Bang & Olufsen i en årrække, hvor han bestred roller inden for indkøb og projektledelse.

Han har en uddannelse som Business Development Engineer med speciale i Supply Chain fra Aarhus Universitet fra 2008.

Han tiltræder stillingen 1. maj.

Forrige artikel Kresten Schultz-Jørgensen stopper i eget kommunikationsbureau Kresten Schultz-Jørgensen stopper i eget kommunikationsbureau Næste artikel Region Midt fyrer halvdelen af øverste hospitalsledelse efter kræftsag Region Midt fyrer halvdelen af øverste hospitalsledelse efter kræftsag