Tidligere forsvarsminister er sigtet for at lække fortrolige oplysninger

Venstrepolitiker og forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at have brudt sin tavshedspligt og have lækket fortrolige oplysninger. 

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 109.

"Jeg kan bekræfte, jeg er sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt grænserne for min ytringsfrihed. Jeg har ytret mig som Folketingsmedlem om en politisk sag, og jeg har ikke yderligere at tilføje for nuværende. Men jeg kunne aldrig drømme om at foretage mig noget, som kunne gøre skade på Danmark eller Danmarks interesser," udtaler han i en pressemeddelelse fra Venstre.

I mandags kom det frem, at Lars Findsen, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, er anholdt for at lække fortrolige oplysninger. Det er den samme paragraf, som Hjort Frederiksen er sigtet for. Sigtelsen kan give op mod 12 års fængsel.

"Det viser, at PET og Anklagemyndigheden tager sagen meget alvorligt - uanset om man er chef for FE eller tidligere forsvarsminister," siger Altingets forsvarsredaktør, Andreas Krog.

{{toplink}}

Claus Hjort Frederiksen har i en række udtalelser til blandt andet Weekendavisen, TV 2 og Berlingske bekræftet eksistensen af en hemmeligholdt aftale mellem de danske og amerikanske spiontjenester. Derudover har han også kommenteret på, hvordan aflytningerne foregår, og hvem de blandt andet er rettet imod.

Det fremgår imidlertid ikke af pressemeddelelsen, hvilke fortrolige oplysninger han er sigtet for at røbe.

Forrige artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Næste artikel Holstein: Løkke mangler en mærkesag Holstein: Løkke mangler en mærkesag