Tidligere kommissionsformand: Pension er oplagt trepartstema

PENSIONSREFORM: Der har været tavshed om reformen, der skal få danskerne til at spare mere op til pension, siden regeringen lukkede Pensionskommissionen. Nu kræver fagbevægelsen det på trepartsbordet.

Når regeringen inden for de næste uger indleder trepartsforhandlinger, vil det være oplagt at sætte en reform af pensionsystemet på dagsordenen.

Det mener Torben M. Andersen, tidligere overvismand og formand for Pensionskommissionen, som blev nedlagt af Venstre-regeringen i juni 2015.

"Selv om man har lukket kommissionen, har man ikke fjernet problemet. Og da det er et emne af stor betydning for arbejdsmarkedets parter, vil det være naturligt at bringe op i forbindelse med trepartsforhandlingerne," siger økonomiprofessoren fra Aarhus Universitet.

LO bakker op
Der har længe været politisk enighed om, at pensionssystemet trænger til en modernisering.

Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen gennemføre en pensionsreform i foråret 2016 - et halvt år tidligere end Pensionskommissionen skulle have afleveret sine anbefalinger.

Før valget i juni sidste år luftede Lars Løkke Rasmussen ved flere lejligheder muligheden for, at pension kunne havne på trepartsbordet. Men siden lukningen af kommissionen har der fra Venstre-regeringens side hersket nærmest larmende tavshed om reformplanerne.

Fra fagbevægelsens side er det et brændende ønske, at pension kommer til at indgå som del af de trepartsforhandlinger, som regeringen ventes at fløjte igang i starten af februar.

"Det var dumt at lukke kommissionen, men gjort er gjort, og så mener vi, at trepartsbordet er det bedste sted at sikre en holdbar løsning," siger næstformand Arne Grevsen fra hovedorganisationen LO.

Brandskat på pension sparer staten for syv milliarder
Det er især de såkaldte samspilsproblemer mellem opsparet arbejdsmarkedspension og andre ydelser, som fagbevægelsen ønsker løst.

For op imod en halv million danskere i mellemindkomstgrupper bliver pensionsopsparing en dårlig forretning, fordi pensionen modregnes i offentlige ydelser som ældrecheck og tillæg til folkepension og samtidig beskattes med op til 60 procent - hvilket er hårdere end topskatten.

I 2014 viste en analyse foretaget af Danica, at staten på den konto hvert år sparer mere end syv milliarder kroner.

Torben M. Andersen vurderer, at samspilsproblemet vil få betydning for flere og flere danskere, efterhånden som arbejdsmarkedspensionerne slår igennem.

Ifølge den tidligere overvismand er det en af de helt centrale knaster, som står i vejen for, at der bliver sparet mere op til pension.

"Vi har en politik, som lægger op til, at vi sparer meget op til pension og bliver længere tid på arbejdsmarkedet. Men samspilsproblemet betyder, at der for ret store grupper mangler tydelige incitamenter til at følge den politiske målsætning. Og det er selvfølgelig et paradoks," siger han.

Læs hele historien på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Støjberg indfører ligestillingskurser på asylcentre Støjberg indfører ligestillingskurser på asylcentre Næste artikel Flertal vil presse regeringen til flygtningelandsbyer Flertal vil presse regeringen til flygtningelandsbyer