Tidligere direktør i Danske Bank rykker til konkurrent

Pensam Bank har ansat Michael Christensen, der har været forretningsdirektør i Danske Bank, som ny direktør. 

Den tidligere forretningsdirektør i Danske Bank, Michael Christensen, har fået nyt job. Han er nu startet som direktør for den mindre bank, Pensam Bank.

Det skriver Børsen.

Michael Christensen har arbejdet hos Danske Bank i over 20 år. Han startede i banken som bankelev og har været forretningsdirektør fra 2017.

Michael Christensen valgte at forlade banken i slutningen af forrige år. Nu er han rykket over til Pensam Bank, der er ejet af Pensam. Pensam er et pensionsselskab for lidt under en halv million sosu-assistenter, dagplejere og pædagogmedhjælpere.

"Jeg glæder mig til at arbejde i en organisation, der har en anderledes ejerstruktur end det, jeg kommer fra," siger Michael Christensen.

I Pensam Bank får Michael Christensen ansvar for omkring 50 ansatte.

Forrige artikel Naser Khader sygemelder sig fra Folketinget Naser Khader sygemelder sig fra Folketinget Næste artikel Efter chikanesag: Den Europæiske Filmhøjskole finder midlertidig forstander