Tiåret for Muhammed-tegningerne: Det mener aviserne

TI ÅR: Onsdag er det ti år siden, at Jyllands-Posten bragte de 12 berømte og berygtede Muhammed-tegninger. Det bliver markeret på lederplads i danske aviser.

Onsdag er det præcis ti år siden, at Jyllands-Posten bragte de 12 Muhammed-tegninger, der kastede Danmark ud i en af de største udenrigspolitiske kriser i nyere tid. Og det bliver markeret på lederplads i danske aviser.

Under overskriften "12 tegninger" kigger Jyllands-Posten tilbage på ti år med Muhammed-tegningerne, som både har gjort bladhuset verdenskendt, berygtet og truet.

”På 10 års afstand er det imidlertid uomtvisteligt, at dybden og vigtigheden af den debat, som tegningerne var sat i verden for at rejse, dårligt kan overvurderes,” skriver avisen.

JP: Det har en pris
I lederen peger Jyllands-Posten på, at der ikke var nogen, som for 10 år siden vidste, at tegningerne ville blive brugt til at retfærdiggøre terror, vold og intimidering.

”Det har desværre vist sig, at ganske mange mennesker i den frie verden ikke sætter ytrings- og religionsfriheden særligt højt. Friheden er ikke gratis; den har en pris, og hvis man ikke er rede til at tage kampen for friheden, går den til grunde. Derfor er forsvaret for retten til at bringe tegningerne kommet til at handle om ytringsfrihedens overlevelse i et multikulturelt Danmark og Europa,” skriver Jyllands-Posten.

"Gik de mørke kræfters ærinde"
Politikens leder er skrevet af avisens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard. Han skriver, at Jyllands-Posten "ønskede at slå et slag for ytringsfriheden" og afprøve påstande om selvcensur, men i stedet kom avisen til "at gå de mørke kræfters ærinde".

"Ikke mindst på grund af Fogh-regeringens elendige håndtering af sagen,” skriver Politiken.

Avisen peger på, at muslimske forkæmpere for ytringsfrihed tabte et afgørende slag med muhammedtegningerne. Også Danmark tabte ifølge Politiken, da landet i det 20. århundrede havde opbygget et ry ”for grundlæggende fornuft”.

”De seneste 10 år har været en gevaldig nedtur for den position, fordi lysten til at sætte tingene på spidsen blev en generel bestræbelse for Fogh-regeringen. Ingen senere regering har været stærk nok til at tage opgøret med misforståelsen, at Danmark er stærkest i kamp.”

Truslen om terror virker
Berlingske skriver på lederplads, at den store udenrigspolitiske krise har lært os, at der kun skal en enkelt tegning i en enkelt dansk avis til at antænde et bål i de fjerneste dele af kloden. Og selv om Berlingske onsdag bruger en del spalteplads på tiåret for Muhammed-tegningerne, bringer avisen ikke tegningerne, som det hele handler om.

”Vi har valgt ikke at bringe en eller flere af de 12 tegninger, som hele striden handlede om. Lad os være ærlige: Det ville være både journalistisk relevant og helt naturligt at bringe tegningerne ved ti-års jubilæet – hvis ikke det var, fordi intet længere er naturligt, når det gælder Muhammed-tegningerne. Så terror og truslen om terror virker,” skriver avisen.

Ikke én lære af krisen
Også Kristeligt Dagblad skriver om tiåret. Her skriver chefredaktør Erik Bjerager i en kommentar, at der ikke er én lære eller én konklusion at drage 10 år efter Muhammed-krisen. Måske kun den, at danske medier - uafhængigt af hinanden - formentlig alle vælger ikke at trykke eller bringe tegningerne i dag.

”At ti år efter tegningerne blev trykt er det vigtigere end nogensinde at respektere andres tro uden at underkaste sig den. Behovet for at udvise pragmatisme bliver kun større i fremtiden, hvor de religiøse spændinger i samfundet formentlig vil vokse.”

Ny måling
I en ny måling af Norstat foretaget for Altinget svarer 47 procent, at det var rigtigt af Jyllands-Posten at trykke Muhammed-tegningerne tilbage i 2005. 36 procent mener ikke, at det var rigtigt at bringe tegningerne, mens 17 procent ikke ved, om avisen skulle have bragt tegningerne.  

I året efter, at Jyllands-Posten bragte Muhammed-tegningerne, viste målinger, at der var flere, som var imod at bringe tegningerne, end der var støtter til avisens beslutning. 

 

Forrige artikel Regeringen kører grønthøsteren over røde mærkesager Regeringen kører grønthøsteren over røde mærkesager Næste artikel Peter Christensen er ny forsvarsminister Peter Christensen er ny forsvarsminister