Thulesen Dahl i angreb på Løkkes politiske kurs

KRITIK: Det tangerer hykleri, når Løkke advarer mod en økonomisk maveplasker, for Venstre har selv været med til at øge reformbehovet. Det mener Dansk Folkepartis formand. 

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kommer onsdag med kras kritik af sin nære allierede, Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen. Det skriver Jyllands-Posten

Kritikken kommer, efter at Lars Løkke Rasmussen i påsken advarede om ”en økonomisk maveplasker”, hvis ikke man gennemfører nye reformer. Venstre-formanden henviste til, at prognoserne for dansk økonomi varsler underskud i årtier efter 2020.

Men Venstre har selv været med til at skabe problemet, lyder kritikken fra Kristian Thulesen Dahl, som henviser til skattereformen fra 2012. Her gav regeringen i samarbejde med Venstre danskerne skatterabat ved at betale skat af deres kapitalpensioner nu, frem for når de bliver pensionister.

DF-formanden peger på, at de penge netop skulle have været i statskassen i de år, hvor underskuddet er mest voldsomt.

”Man forsøger at stikke folk blår i øjnene. Og man må stå ved de handlinger, som man har foretaget. Man kan ikke mene, at underskuddet er et stort problem, uden samtidig at mene, at det er et problem, at man selv har forgrebet sig på de indtægter, der skulle falde i lige præcis de år,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Kristian Thulesen Dahl mener, at det tangerer noget, der ligner hykleri, når Venstre ikke vil ”anerkende sit eget medansvar for at have forøget problemerne”. 

Venstre afviser Dansk Folkepartis kritik. Ifølge næstformand Kristian Jensen er reformbehovet ikke blevet større af, at man fremrykkede skattebetalinger for mere end 80 milliarder kroner.

Forrige artikel V-profiler splittede om fixerum og kriminel lavalder V-profiler splittede om fixerum og kriminel lavalder Næste artikel Kom ind bag Finansministeriets mure Kom ind bag Finansministeriets mure