Thorning: Tiden ikke inde til nyt VKO-eksperiment

(Det talte ord gælder)

Kære alle.
  
Folkemødet er en succes. Og det viser, at bag al snakken om spin, politiske intriger og magtkampe er der et stort engagement i Danmark.

Hvordan holder vi sammen på fællesskabet? Hvordan fastholder vi i en tid med store forandringer vores solidariske velfærdssamfund? De spørgsmål optager os alle. Og med rette.

Krisen var hård ved Danmark.

Vi mistede langt over 100.000 private arbejdspladser. Der var ikke styr på vores  fælles husholdningskasse. Danmark blev sat under skærpet økonomisk opsyn af EU.

Det var situationen i 2011, da vi fik et nyt flertal.

Og derfor gik regeringen i gang med et langt sejt træk.

Med rekordhøje offentlige investeringer. Med budgetlov. Skattereform. Og  Vækstplan DK.

Nu begynder resultaterne at vise sig. VK-regeringen fik Danmark ind i den  økonomiske henstilling. Den socialdemokratisk ledede regering har fået os ud.

Før valget var budgetter noget man talte om. Nu er det noget vi overholder.

Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister steg arbejdsløsheden. Nu falder den.  

Ledigheden er i dag den laveste i 4 år. Det seneste år er 28.000 flere mennesker  kommet i arbejde. Eksporten stiger. Boligmarkedet har det bedre.

Danmark er tilbage på sporet.

Og vi har gjort det på vores måde. Alle skal med.

Men hvad betyder det egentligt? Hvilke værdier ligger til grund for den kurs vi har  sat?

Det er gode spørgsmål, som jeg gerne besvarer.

Som statsminister bliver man jo spurgt om mangt og meget. Jeg er eksempelvis  blevet spurgt om, hvad man kan få for 2.000 kroner. Og det er ikke så lidt, skal jeg  hilse og sige.

Hvad er så den røde tråd? Det er ligetil. Flere job og bedre velfærd.

Vi har gennemført en kontanthjælpsreform, så mennesker under 30 år der kan, enten kommer i uddannelse eller i nyttejob.

Vi gør op med den meningsløse aktivering.

Vi har fremlagt en ny vækstpakke med næsten 90 konkrete forslag.

Danmark har nu en regering, som kæmper aktivt mod social dumping. Senest har vi indgået en aftale, der sikrer ID-kort for alle, der arbejder på en byggeplads.

Og i sidste uge hjalp vi til, da Danish Crown og slagteriarbejderne fandt en løsning,  som sikrer svineslagteriet her på øen. Det er godt for Bornholm. Det er godt for  Danmark.

Det var ikke let for hverken lønmodtagere eller arbejdsgiver. Men det siger noget om, hvad vi kan, når vi står sammen. Så kan vi finde løsninger.

Og det er også derfor, vores velfærd er vigtig for os Socialdemokrater.

Velfærdssamfundet er baseret på en grundlæggende solidaritet.

Mellem unge og gamle. Mellem raske og syge. Mellem land og by. Mellem dem som er i arbejde, og dem som ikke er. Mellem rige og knap så rige.

Solidariteten er rodfæstet over generationer. Den sidder dybt i os danskere.

Derfor skal vi passe på vores velfærd. Og det har regeringen gjort.

Rundt om i Europa har krisen betydet, at maskerne i de sociale sikkerhedsnet er  blevet større. I Danmark har vi valgt en anden vej.

Vi har afskaffet fattigdomsydelserne. Børn skal ikke vokse op i fattigdom. I dag er  antallet af familier, der bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje, faldet.

Vi har for første gang i Danmark en officiel fattigdomsgrænse.

Vi har som noget helt nyt sociale 2020-mål.

De skal sikre narkomaner et mere værdigt liv, færre hjemløse og færre kriminelle  unge.

Ingen skal glemmes i samfundets blinde vinkler.

Vi giver en skattelettelse til enlige forsørgere i arbejde.

Vi giver en økonomisk håndsrækning til de fattigste pensionister. Og i år har vi  sikret, at der er en milliard kroner ekstra til de mest udsatte af vores ældre.  

Vel og mærke samtidigt med at vi har fået styr på dansk økonomi. Når dét med  kroner og øre er så vigtigt, så er det ikke for at imponere en lille kreds af dygtige  økonomer. Nej, det handler om, at vi igen får friheden til at gøre en forskel for de mennesker, som har brug for fællesskabet.

Det er i virkeligheden meget konkret. Nu kan vi eksempelvis begynde at rette op på efterslæbet i psykiatrien.

At blive ramt af en sygdom i sind og sjæl er ligeså hårdt, som at blive ramt på krop og legeme.

Når depression rammer, og man tvivler på, om solen vil skinne igen.

Når sindet bliver spaltet.

Og når man ikke længere ved, hvem man er.

Så har man brug for hjælp.

At se én af sine nærmeste kæmpe med en psykisk sygdom, tester kærlighedens  grænser. Familier slides op i forsøget på at hjælpe og forstå.

Men I er ikke alene. Vi har et fælles ansvar for hinanden.

Og nu får psykiatriske patienter de samme rettigheder som somatisk syge. Fra  september vil der være en udrednings- og behandlingsret.

Og vi har netop foreslået at bruge 1,6 milliarder kroner på et målrettet løft af  psykiatrien.

Alle skal med!

Jeg vil et Danmark, hvor fællesskabet er så stærkt, at det ikke slår revner, fordi vi  glemmer dem, der ikke råber højest i den politiske kamp.

Jeg vil et Danmark, hvor der er plads til alle. Og det får vi kun, hvis vi gør en fælles indsats.

Det gælder på arbejdspladserne. I vores lokalmiljø. Og ja, også i vores måske  stærkeste fællesskab: folkeskolen.

Vores børn har krav på en god og tryg skoledag. Med leg og venner.

Men også hvor de får færdigheder til at klare sig senere i livet. Dansk. Matematik.  Engelsk. Historie. Og alle de andre fag som forvandler vores små nysgerrige børn til unge fuld af viden og gå-på-mod.

Derfor vil der altid være en stor interesse for folkeskolen. Den er vores alle sammen.

Den er vigtig.

I disse dage er der en meget ophidset debat - ikke om folkeskolereformen, den har vi også - men om det, der hedder inklusion. Eller sagt mere mundret: rummelighed.

Når man lytter til debatten, skulle man tro, at folkeskolen er ved at brække over.

Fakta er følgende:

Der er mere end en halv million børn i folkeskolen. Over de næste år skal vi finde  plads til 10.000 børn med særlige behov, som i dag er i specielle tilbud. I gennemsnit betyder det, at der vil komme 7-8 elever på hver folkeskole, som ellers skulle gå på en specialskole.

Ikke i hver klasse. Men på hver skole.

Jeg har i næsten ti år fulgt min egen datters liv i en helt almindelig dansk folkeskole.

Hun er nu på vej i niende klasse, og hvor har det været nogle dejlige år.

Og ja, der er problemer med larm og uro i folkeskolen. Det tror jeg mange forældre vil skrive under på. Men skal vi ikke lade være med at vælte ansvaret over på 10.000 børn med særlige behov.

Jeg er overbevist om, at det er voldsomt for et barn at blive sat ud på et sidespor.

Jeg er bekymret for, at de børn, som er en smule skæve og anderledes alene får en diagnose og en henvisning ud af det almindelige fællesskab.

Naturligvis er der børn, der vitterligt har helt særlige behov, som folkeskolen ikke  kan eller skal indfri. Men er der virkeligt næsten tre gange flere i Danmark end hos nogle af vores nærmeste naboer?

Det tvivler jeg på. Og derfor er det vigtigt, at folkeskolen bliver mere rummelig.

Det må kunne lade sig gøre.

Alle børn skal have en chance.

Kære venner.

Der er sket meget i Danmark de seneste par år. For mange har det har været nogle barske år. Men tilliden til fremtiden er vendt tilbage.

Vi er tilbage på sporet. Og her skal vi blive.

Vi skal have flere i arbejde. Og fordi den økonomiske kurs er rigtig, kan vi investere lidt mere i vores fælles velfærd.

I grove tal 3 milliarder kroner om året. Eller 22 milliarder kroner ekstra om året, når vi når frem til 2020.

Det lyder måske af meget. Men det er det ikke. Det er ikke guld og grønne skove.

Det er ikke silkelagner og gyldne vandhaner. Men det er nok til, at vi kan udvikle vores fælles velfærd. Det er nok til, at vi kan gøre en ekstra indsats for de mennesker, som har særligt brug for fællesskabet.
  
Venstre er imod. De går ind for nulvækst. Og det er jo helt fair.

Men derfor er det også underligt, at de ikke vil sige, hvad nulvækst er.

Faktisk har de brugt mere tid på at kalde nulvækst for udgifststop end på at uddybe, hvad det betyder. Det er jo meget fiffigt alt sammen.

Det kan skyldes, at Venstre ikke kender den rette sammenhæng.

Og efter afslutningsdebatten i Folketinget kan man godt få det indtryk. For når man hører på, hvordan Venstre omgås tal og fakta, skal man være glad for at 2 + 2 i virkelighedens verden altid giver 4.

Det ene øjeblik siger de gode Venstre-folk, at kommunerne har færre penge til  service næste år. Og det selvom sandheden er, at kommunerne har 300 millioner  kroner ekstra til sundhed og folkeskolen.

Det næste øjeblik siger Venstre så, at kommunerne sidste år manglede 20 milliarder kroner. Immervæk et beløb af en hvis størrelse. Tjah. Mon ikke finansministeren var blevet jaget op af sengen midt om natten af nogle KL-folk, hvis det var tilfældet. Dét var det ikke.

Nationaløkonomi er ikke en eksakt videnskab. Men alligevel. Det er noget af et  fejlskud fra folk, der vil overtage ansvaret for dansk økonomi.

Lad mig slå fast - det kan jo være, at der står en venstremand på pladsen: Det  offentlige forbrug er vokset med 0,4 procent i 2012 og 0,8 procent i 2013. Væksten er planlagt til 1,2 procent i år og 0,6 procent om året frem mod 2020.

Men lur mig. Det er ikke manglende evner, der holder Venstre tilbage. Nej, det er  lysten, som mangler. Venstre har ikke modet til at sige til danskerne: Nulvækst  betyder, at vi hvert år skal starte året med at finde nye 3 milliarder kroner at spare på velfærden.

Det ene år skærer vi i beskæftigelsessystemet, og vi skærer dybt, hvis vi skal finde  milliarder kroner. Det næste år sænker vi støtten til verdens fattigste lande og genindfører fattigdomsydelserne. Så har vi skåret 6 milliarder kroner. Det tredje år viser det sig, at det ikke er tilfældigt, at Venstre går ind for brugerbetaling på  sundhed. Så kom vi op på 9 milliarder kroner. Det fjerde år kan det være, at vi bliver nødt til at presse kommunerne på omsorgen for de ældre. Det femte år kan det være uddannelserne, som skal gennem nedskæringsmaskinen...

Og det sjette er det kun fantasien, som sætter grænserne, når man skal finde  besparelser for 22 milliarder kroner.

For det er jo sådan nulvækst fungerer. År for år bliver velfærden udhulet.

Jeg forstår faktisk godt, at Venstre altid mumler, når de taler om nulvækst.

Sandheden er, at Venstre fører tys-tys politik.

Og det er vel også derfor, at Lars Løkke Rasmussen er i gang med ét af sine illusionsnumre.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er forskellen på regeringen og Venstre, at vi vil bruge 60 øre mere på velfærd for hver hundrede kroner end han vil.

Der er da vist ingen andre i dansk politik, der uden at blinke reducerer 3 milliarder  kroner ekstra hvert år til 60 øre! Houdini har ikke levet forgæves. Så kender vi ham. Igen. I Venstre er man overbevist om, at det bedste forsvar er et angreb. Og jo tydeligere det står for befolkningen, hvad nulvækst handler om, jo hårdere vil man gå efter os Socialdemokrater. Skræmmekampagner. Fordrejede fakta.

Beskyldninger i øst og vest.

Det tager vi med.

Men ved I hvad: Jeg er stolt af vores beslutninger. Jeg er stolt af vores resultater.  Venstre vil komme med bål og brand. De vil komme med millioner og atter millioner bag sig. Og meget af støtten vil ovenikøbet fremgå af partiregnskabet.

Før eller siden.

Men sådan er det. Og sådan har det altid været. De vil bruge deres penge til at komme med dobbelt kraft. Ja faktisk, er de pludselig blevet så bekymrede for, at de ikke vinder næste valg, at de også har besluttet sig til at have to formænd.

Næstformanden har fået et sæt nøgler til Venstres formandskab. Måske han en dag også får nøglerne til klædeskabet.

Det må Venstre selv afgøre.

For uanset hvor mange penge Venstre kommer med. Og uanset hvad de skræmmer med, så vil jeg sige til Venstre:

Tiden er ikke inde til et nyt VKO-eksperiment.

Vi har begge hænder på rettet. Danmark er på vej ud af krisen. Vi vil have alle med. Og det er kun en socialdemokratisk ledet regering, der kan løfte den opgave.

Ja, vi er bagud på point. Men når selv Kristian Jensen siger, at han kan slå Lars  Løkke Rasmussen, så er jeg overbevist om, at vi også kan.

Kan I have et fortsat godt folkemøde.

red@altinget.dk