Thorning får Svend Aukens gamle kontor

FORDELING: Tidligere statsminister og S-formand Helle Thorning-Schmidt får prestigekontor på Christiansborg. 

Socialdemokraterne har fordelt sine lokaler på Christiansborg og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan glæde sig over at have fået et af de allermest prestigefulde kontorer. Hun skal nemlig sidde på Svend Auken og Anker Jørgensens gamle kontor, skriver tv2.dk.

Det store kontor på Christiansborgs mellemetage har senest været Mette Gjerskovs, men hun har nu måtte afgive det til sin tidligere formand og statsminister. Men at Helle Thorning-Schmidt, som for nyligt er blevet valgt som Socialdemokraternes præsidiemedlem, får lov til at overtage Mette Gjerskovs kontor, skal man ikke overfortolke. Normalt fordeler Socialdemokraterne sig efter, hvilke emner politikerne beskæftiger sig med - og ikke efter status eller anciennitet. Men der er undtagelser. Det forklarer Socialdemokraternes gruppesekretær, Christine Antorini.

"Selvfølgelig må Helle Thorning-Schmidt som formand gennem ti år og tidligere statsminister vælge et godt kontor," siger Christine Antorini til tv2.dk.

Gruppeledelsen, som består af gruppeformand Henrik Sass Larsen, gruppenæstformand Bjarne Corydon og gruppesekretær Christine Antorini, er også undtaget den uskrevne regel, og de sidder alle tre over for Socialdemokraternes sekretariat på 2. sal på den centrale blå gang på Christiansborg.

Christiansborgs lokaler bliver fordelt efter følgende princip: Hvert parti får som basis seks kontorer og derudover 1,5 lokale per mandat. Venstre får dog ikke lokaler får de medlemmer, som er ministre og derfor ikke sidder på Christiansborg. 

Efter et valg får de indvalgte partier en oversigt over, hvilke kontorer de har fået stillet til rådighed, og herefter bestemmer partierne selv, hvilke medlemmer der skal sidde hvor. 

På Christiansborgs mellemgang får Helle Thorning-Schmidt partifællen Bjarne Laustsen (S) som nabo, og hans kontor har tidligere været den mangeårige minister Ole Stavads. 

Forrige artikel Sundhedsstyrelsen splittes op Sundhedsstyrelsen splittes op Næste artikel Flere kandidater til radikal formandspost Flere kandidater til radikal formandspost