Taskforce anbefaler: Sådan får vi bedre sikkerhed i fængslerne

FÆNGSLER: 17 anbefalinger, som skal øge sikkerheden for ansatte i danske fængsler, møder opbakning fra Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet. S mener, at de har været for længe undervejs.

Kropskameraer til ansatte og kameraer i tjenestekøretøjer.

Det er blandt de 17 anbefalinger, som en taskforce under Justitsministeriet mener vil styrke sikkerheden for medarbejderne i de danske fængsler.

Anbefalingerne kommer, efter justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i januar 2017 nedsatte en arbejdsgruppe til at vurdere, hvordan man kan undgå flere situationer, hvor personalet bliver udsat for vold og trusler. 

Så sent som i sidste uge blev en betjent overfaldet af en indsat i Vestre Fængsel, og det må ikke ske, lyder det fra ministeren.

”De frygtelige episoder med vold og trusler mod ansatte i fængslerne er helt uacceptable. Derfor er jeg glad for, at vi nu iværksætter sikkerhedstaskforcens tiltag – som blandt andet kommer efter forslag fra personalet selv,” siger Søren Pape Poulsen i en pressemeddelelse.

Det vil bremse negativ udvikling
Foruden kropskamera og kamera i køretøjerne lægger anbefalingerne op til strengere straffe for vold, trusler og upassende sprogbrug. Samtidig skal indsatte nemmere kunne overføres fra åbne til lukkede fængsler.

Til at aflaste personalet i de mest belastede fængsler har Kriminalforsorgen samtidig lagt an til, at der skal overføres mere personel til de mest belastede fængsler ved at inddrage personale fra eksempelvis andre enheder samt tidligere og pensionerede fængselsbetjente.

”Med de mange nye initiativer tager vi solidt fat om problemerne, og vi har en klar forventning om, at det vil medvirke til at få bremset den negative udvikling. Vi fortsætter samtidig det langsigtede arbejde, som i de kommende år skal give os et endnu bedre ledelsesmæssigt overblik og sikre den nødvendige balance, sikkerhed og effektivitet i Kriminalforsorgens institutioner,” siger Thorkild Fogde, direktør for Kriminalforsorgen, i en pressemeddelelse.

I Fængselsforbundet håber man også, at forslagene vil være med til at styrke sikkerheden for de ansatte og afhjælpe bemandingssituationen.

”Der er brug for bedre styring, så vi bliver bedre til at hjælpe fængsler, som mangler fængselsbetjente på vagt. Kigger vi længere frem, er der dog brug for mere holdbare løsninger for at skabe balance mellem opgaver og mandskab i Kriminalforsorgen,” siger formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, i en pressemeddelelse.

S: Det er på tide
Hos Socialdemokratiet hilser retsordfører Trine Bramsen anbefalingerne velkommen. Hun mener dog ikke, at anbefalingerne løser alle problemer.

”Det er rigtig godt at sætte hårdt mod hårdt i forhold til dem, der laver problemerne i fængslerne. Det bakker vi fuldt op om, men man kan bare ikke komme udenom, at det også betyder noget, at der er en ordentlig personalesituation inde i fængslerne,” siger Trine Bramsen og påpeger et behov for at øge bemandingen fast.

Ifølge Trine Bramsen er det på tide, at der bliver gjort noget for at øge sikkerheden for medarbejderne.

”Det er meget fint, at anbefalingerne kommer, men det undrer mig godt nok, at man har skullet bruge næsten et år på at komme frem til de her anbefalinger, og at det ikke er blevet taget mere alvorligt,” siger Trine Bramsen og fortsætter:

”Jeg har haft indkaldt til to samråd og stillet et utal af spørgsmål til ministeren, uden der har været reaktion. I alle de mange måneder er der altså fængselsbetjente, der har gået rundt i utryghed."

Forrige artikel Mindre blæst årsag til CO2-stigning Mindre blæst årsag til CO2-stigning Næste artikel Bred opbakning til regeringens PLO-indgreb Bred opbakning til regeringens PLO-indgreb