Tænketank: Den hårde Brexit eksisterer ikke

DEBAT: EU er væbnet til tænderne i tilfælde af en no-deal Brexit. En Brexit uden nogen form for overgangsperiode eksisterer ikke, skriver Tænketanken Europa.

Af Maja Kluger Dionigi og Benedikte Alberg Kloth
Seniorforsker og projektmedarbejder, Tænketanken Europa

Storbritannien træder ikke ud af EU uden en aftale 31. oktober.

I hvert fald ikke hvis man skal tro bookmakernes odds på Brexit.

De vurderer, at sandsynligheden for, at Storbritanniens udtrædelse af EU igen bliver udskudt, er 78 procent. Og der er god grund til at sætte sin lid til bookmakernes odds.

Johnson må sluge en stor kamel
Hverken EU eller et flertal i det britiske parlament ønsker, at Storbritannien træder ud af EU uden en udtrædelsesaftale.

Premierminister Boris Johnson er forpligtet til at bede EU om en udsættelse, såfremt han ikke lander en aftale med EU og får den godkendt i det britiske parlamentet inden lørdag. Det foreskriver den britiske "Benn"-lov, der skal forhindre, at Johnson trækker Storbritannien ud af EU uden det britiske parlaments samtykke.

Johnson risikerer at blive retsforfulgt, hvis han går uden om parlamentet. Meget tyder derfor på, at han snart må sluge en stor kamel og bede om en udsættelse.

Det betyder ikke, at risikoen for en hård (no-deal) Brexit er fraværende. Det sker, hvis EU siger nej til at udskyde Brexit, eller hvis det britiske parlament beslutter at forlade EU uden en aftale. Ved en hård Brexit falder Storbritannien øjeblikkeligt ud af EU's indre marked og toldunion.

En "ren" hård Brexit, uden nogen form for overgangsperiode, eksisterer dog ikke. EU har lavet flere tiltag for at mildne de negative konsekvenser ved en hård Brexit på den korte bane. 

EU's kriseberedskab
Siden december 2017 har Europa-Kommissionen offentliggjort 100 forberedelsesmeddelelser, der skal klæde borgere og interessenter på til Brexit. EU har vedtaget 19 love, der træder i kraft i tilfælde af en hård Brexit.

De er alle en del af EU's planlagte krisestyring ved en no-deal Brexit. Formålet med dem er at forhindre alvorlige forstyrrelser, herunder forstyrrelser af den offentlige orden, i en begrænset periode.

Tiltagene sikrer midlertidigt samarbejde på områder som trafik mellem Storbritannien og EU, fiskeri, adgang til sundhedsvæsenet og andre sociale sikringsordninger, budget- og uddannelsesprogrammer.

Flere af tiltagene træder kun i kraft, hvis Storbritannien indvilger i at gengælde dem. Eksemplerne er mange. Her kommer en håndfuld. 

Britiske borgere vil stadig kunne rejse til EU uden et visum for kortere ophold, så længe det samme gælder for EU-borgere, der rejser til Storbritannien. EU-borgere bosat i Storbritannien og britiske borgere i EU beholder de samme sociale sikringsfordele som før Brexit.

Undervisere og studerende i og fra Storbritannien kan færdiggøre deres igangværende ophold under EU's uddannelsesprogram, Erasmus+.

EU ønsker særligt at forhindre forstyrrelser af trafikstrømmen og afbøde presset på grænsepunkterne mellem Storbritannien og EU. En hård Brexit medfører nemlig yderligere kontrol af køretøjer og gods.

EU's kriseberedskab sikrer, at et begrænset antal vejgodstransporter (for eksempel transport af medicin) og busselskaber med britiske tilladelser kan fortsætte med at transportere varer og passagerer mellem Storbritannien og EU i en overgangsperiode. Den lokale bustrafik over grænsen mellem Irland og Nordirland fortsætter uændret i en række måneder.

Alle tiltag er midlertidige
Sikkerhedsgodkendelser og licenser for grænseoverskridende jernbanetjenester bliver forlænget i ni måneder. Britiske flyselskaber må fortsætte med at flyve mellem Storbritannien og EU i syv måneder efter Brexit, så længe Storbritannien gengælder det for flyselskaber fra EU.

EU's kriseberedskab omfatter også fortsat finansiering i en overgangsperiode af de bilaterale fredsprogrammer mellem EU og Storbritannien i Nordirland for at støtte freds- og forsoningsprocessen. 

EU's Brexit-tiltag kan på ingen måde erstatte fordelene ved at være en del af EU. Alle tiltagene er midlertidige og afbøder kun et fåtal af de mange konsekvenser, en hård Brexit medfører.

De langsigtede løsninger er hængt op på de fremtidige forhandlinger mellem EU og Storbritannien.

Forrige artikel Jonathan Løw: Vi andre skal ikke betale for din hobby Jonathan Løw: Vi andre skal ikke betale for din hobby Næste artikel Selvstændig: Jeg vil gerne være klima­bevidst, men jeg får ikke meget hjælp Selvstændig: Jeg vil gerne være klima­bevidst, men jeg får ikke meget hjælp