Sygeplejekonflikten: Lønmodtagere kæmper for at finde hinanden i ly af kommission

"Det bliver tredje verdenskrig."

Med denne advarsel mod at give et særligt lønløft til sygeplejerskerne satte FOA's Mona Striib kradse ord på de øvrige lønmodtagerorganisationers frustration over sygeplejerskernes forhandlingsstrategi.

Baggrunden for de hårde ord skal findes i de særlige rammer for de offentligt ansattes løndannelse. Men det danske forhandlingssystem er så værdifuldt for lønmodtagerne, at også ledere fra de lønmodtagerorganisationer, der primært organiserer det private arbejdsmarked, nu lægger pres på de offentlige lønmodtagerorganisationer for at finde hinanden.

Tvinger man politikerne til at løse noget, der dybest set er lønmodtagernes problem, så kan man sætte flere strategiske positioner på spil. Derfor kæmpede FH – med succes – for at få nedsat en kommission, der kan hjælpe med at redde trådene ud om sygeplejerskernes lønkamp.

En kommission, man håber kan blive ramme for en helingsproces mellem sygeplejerskerne og de øvrige lønmodtagergrupper.

Siden 1984 har de offentligt ansattes samlede lønregulering været bestemt af lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det betyder, at man hvert år regulerer lønnen på det offentlige område i forhold til, hvad der er opnået på det private område.

Det er først og fremmest en kæmpe gevinst for de offentligt ansatte, at man har opnået en sådan ordning, der betyder, at man helt af sig selv følger med lønudviklingen på det private arbejdsmarked og dermed får fuld glæde af de sejre, som for eksempel danske eksportvirksomheder høster.

Men denne indbyggede automatik har store konsekvenser for forhandlingssystemet, for det betyder at den samlede lønsum, der er til rådighed for de offentligt ansatte, allerede er bestemt af lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Man kan kun få et større stykke kage ved at tage fra de andres lønkage.

For nylig har tænketanken Kraka beregnet, at de offentlige lønmodtagere i disse år vil have en fordel ved at ændre metode i sammenligningen mellem det offentlige og det private.

Kort fortalt, så har de seneste års opsving ført til en forskydning mod flere lavtlønnede i den private sektor, og derfor underdriver den samlede lønstigning for den private sektor den faktiske udvikling. Arbejdsgiverne og lønmodtagerne havde allerede aftalt ved seneste overenskomst, at dette spørgsmål skulle belyses, men hvor det står rimeligt klart, at der kan være en gevinst for de offentligt ansatte at skifte indeks her og nu, så er det langt fra givet, at det er en fordel på sigt.

Alle fremskrivninger af arbejdskraftbehovet i den private sektor peger på en ret stærk kvalifikationsudvikling fremover, så det kan nemt blive en boomerang at skifte indeks. Men vigtigst af alt, så ændrer en lidt større pose penge ved de kommende offentlige overenskomstforhandlinger ikke på pokerspillet på det offentlige område – det øger kun indsatsen.

Som systemet er skruet sammen, kan det ikke undre, at forhandlingssystemet er blevet meget konservativt. Alle har gode argumenter for, at netop deres medlemmer bør have et større stykke af kagen, og når det kommer til forhandlingsbordet, er det nemmere at forsvare sin nuværende position end at erobre nyt land.

En anden konsekvens er, at ændringer i lønstruktur kræver konsensus mellem lønmodtagerne. Det er faktisk lykkedes at bliver enige om en vis udvikling af systemet, og der er for eksempel skabt bedre mulighed for at aflønne særligt ansvar, kompetence og ledelse. Hver gang er det sket gennem processer, hvor alle mere eller mindre begejstret bakker op.

Når sygeplejerskerne går enegang og i meget høj grad argumenterer for, at politikerne skal løse problemet, så provokerer det de øvrige lønmodtagere på flere planer.

Hver en krone givet til sygeplejerskerne vil betyde, at de andre offentligt ansatte vil få tilsvarende mindre.

Hvor de fleste organisationer har brugt en god del af råderummet ved overenskomstforhandlingerne til at sikre de lavest lønnede, så har sygeplejerskerne valgt ved de seneste overenskomstforhandlinger at bruge råderummet på særlige tillæg, så i forhold til grundlønnen "ligger man, som man selv har redt", som det udtrykkes.

{{toplink}}

Når sygeplejerskerne taler for en politisk løsning, så angriber det hele fagbevægelsens ønske om at "knække nødderne" selv.

For eksempel var FH sammen med DA sidste år oppe i det røde felt, fordi EU ville indføre en mindsteløn, der ganske vist ikke får betydning i Danmark, men som principielt lukker politikkerne ind i et forhandlingsrum, hvor de ikke har noget at gøre. Og så rummer samme FH en medlemsorganisation, der gør, hvad den kan for at trække politikerne ind i forhandlingsrummet!

Det er i det lys, at man skal se FH's ønske om en Lønstrukturkomité, der kan rede trådene ud efter sygeplejekonflikten.

Komiteen har fået Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, som formand, og består, ud over en række eksperter, af repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere fra både det offentlige og det private område. Komitéen skal ikke starte forfra, men bygge videre på den "store" lønkommission, der arbejdede fra 2008 til 2010.

Det er væsentligt, at både private lønmodtagere og arbejdsgiverorganisationer er repræsenteret i komiteen. Man ønsker helt klart en proces, der ikke skaber nye kløfter mellem den offentlige og den private sektor.

Når man kigger rapporten fra 2010 igennem, er der ikke megen trøst at hente for utilfredse offentlige lønmodtagere.

Rapporten konkluderede, at:

• Kvinder og mænd med samme uddannelse inden for samme faggrupper tjener det samme, og ligelønsloven overholdes.
• Arbejdsmarkedet er kønsopdelt, hvilket forklarer langt hovedparten af lønforskellen mellem mænd og kvinder.
• De offentlige lønninger halter ikke bagud sammenlignet med det private.
• Offentligt ansatte som politimænd og sygeplejersker tjener væsentligt mere end tidligere hævdet.

Men det betyder langtfra at den nye Lønstrukturkomité ikke kan få betydning. Kan der i ly af komitéen opstå konsensus imellem lønmodtagerne, så vil der ikke være meget modstand fra hverken private lønmodtagerorganisationer eller offentlige- og private arbejdsgivere – så længe man holder sig inden for reguleringsordningens rammer.

De offentlige arbejdsgivere vil naturligvis gerne have dynamiske overenskomster, men om der flyttes penge fra den ene gruppe til den anden vil man kunne leve med. Det samme gælder de private arbejdsgivere.

Man kan populært betragte de offentlige overenskomster som en øvelse, hvor de offentlige lønmodtagere langt hen ad vejen kan bestemme det hele selv, hvis blot de holder sig inden for reguleringsordningens rammer og – ikke mindst – bliver enige indbyrdes om, hvad de gerne vil have.

For sygeplejerskerne vil det kræve en turn-around at bruge kræfterne på at overbevise de andre lønmodtagere i stedet for at kæmpe mod arbejdsgiverne, men hvis man rent faktisk kan overvise de øvrige lønmodtagere, så er alt muligt. Og alvorligt talt: Hvis ikke man kan overbevise sin kolleger i den offentlige sektor, hvad er så chancen for, at man kan overbevise alle andre?

Et sådant strategiskift vil for sygeplejerskerne også kræve, at man forklarer sit bagland hvordan det danske forhandlingssystem på det offentlige område er bygget op. Det bliver ikke en nem opgave.

For Mona Striibs FOA og de øvrige lønmodtagerorganisationer på det offentlige område er udfordringerne mindst lige så store. De er under pres fra kollegerne i den private sektor, der har svært ved at forstå, at en offentlig sektor, der er begunstiget med en reguleringsordning, skal erodere den danske model. Og så nytter det ikke at sige, at det er de andres skyld.

For FH er opgaven at facilitere, at FH's medlemmer inden for den offentlige sektor finder hinanden og bliver enige om "et eller andet". Basalt set at sygeplejerskerne enten overbeviser de andre lønmodtagere i det offentlige forhandlingsfællesskab om, at de bør have en større del af kagen, eller at de øvrige lønmodtagere overbeviser sygeplejerskerne om, at der ikke er noget at komme efter. Eller at man enes om et sted midt imellem.

Det er den eneste vej til at sikre, at lønmodtagerne i den offentlige sektor kan beholde førstefødselsretten til at bestemme løn- og ansættelsesvilkårene i den offentlige sektor og undgå at skade den danske model. Forhandlingssystemet på det offentlige område er ikke mere stift, end de offentlige lønmodtagere selv gør det til.