Svindelanklager tynger Marine Le Pen i den franske valgkamps slutspurt

Anklager mod Marine Le Pen om misbrug af EU-midler er dukket op kort inden afgørelsen af det franske præsidentvalg. Men hvad betyder det for valgafgørelsen?

BRUXELLES: Timingen kunne næsten ikke være værre for Marine Le Pen.

Søndag håber den højrenationale partileder på at blive valgt som Frankrigs nye præsident, men bare få dage før den afgørende anden valgrunde blev der smidt en bombe ind i hendes valgkamp, da det mandag kom frem, at hun er under ny efterforskning for svindel med EU-midler.

EU’s antisvindelenhed, kendt som Olaf, anklager nemlig – ifølge det franske medie Mediapart – Marine Le Pens parti, Rassemblement National (tidligere Front National), for at have svindlet for cirka 4,5 millioner kroner.

Det virker imidlertid ikke til at have haft den store betydning for Le Pens vælgeropbakning endnu. Det har hverken spillet en stor rolle i den offentlige debat eller rykket nævneværdigt ved meningsmålingerne.

Det er dog ikke småpenge, som den franske partileder er anklaget for at have misbrugt.

Af de 4,5 millioner kroner misbrugte midler skulle Marine Le Pen ifølge Olaf personligt have misbrugt cirka én million kroner gennem sin tid som medlem af Europa-Parlamentet fra 2004 til 2017. Også hendes far, Jean-Marie Le Pen, er under anklage.

Pengene er blevet uddelt af Europa-Parlamentet til det franske partis europaparlamentsmedlemmer og måtte kun bruges til EU-relaterede anliggender. Anklagen går på, at pengene er gået til nationale franske anliggender og partianliggender – heriblandt indkøb af nøgleringe og afholdelse af konferencer.

Timingen for offentliggørelsen af anklagen har for mange været påfaldende.

Olaf har efterforsket sagen siden 2016 og sendte ifølge Mediapart sin rapport til de franske anklagemyndigheder 11. marts i år. 18. april blev rapporten lækket til pressen. Det er nu op til anklagemyndighederne at beslutte, hvad næste skridt i sagen skal være.

Ekspert: Le Pens vælgere er fuldstændig ligeglade

Ifølge Jørn Boisen, som er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet og ekspert i fransk politik, er det dog sandsynligvis slet ikke en sag, som Marine Le Pens vælgere går op i.

"Mange af dem, der stemmer på Le Pen, er fuldstændig ligeglade. De har hverken tillid eller store krav til politikere. Og så gør det mindre, hvis en dårlig sag omhandler EU, fordi de opfatter EU som en stor fætter-kusine-fest for særligt privilegerede, der lever på skatteborgernes regning," siger lektoren.

Generelt er det svært at sige, hvordan enkeltsager påvirker vælgeropbakningen, men meningsmålingerne taler et tydeligt sprog, lyder det.

"Lige præcis den her sag ser ikke ud til at have påvirket valgkampen ret meget," siger Jørn Boisen.

Han mener, at der især er to forklaringer bag, hvorfor sagen om EU-svindel ikke har spillet en større rolle i valgkampens slutspurt.

"Det har været en forholdsvis – ud fra franske standarder – sober valgkamp. Man har undgået de stinkbomber, der ellers typisk flyver gennem luften i valgkampens sidste fase," siger han og tilføjer:

"Og så virker den her sag som et forsøg udefra på at påvirke valget, når rapporten bliver frigivet 11. marts – mindre end en måned inden første runde – og bliver lækket til pressen lige inden anden runde. Det kunne risikere at virke kontraproduktivt, hvis Macron tog den op."

Le Pen: "Jeg tror ikke, at franskmændene vil falde for det"

En af de konkrete anklager mod den franske partileder handler om en konference i 2010, hvor der blev brugt 5.000 euro til at betale for hotelværelser til 13 partimedlemmer.

Officielt handlede konferencen om europæiske regioner efter finanskrisen, men i rapporten bliver det hævdet, at der i virkeligheden var tale om et strategimøde om partiets fremtidige lederskab.

Det bliver oven i købet beskrevet, hvordan der blev hængt et EU-flag op for at billeddokumentere, at konferencen altså havde et godkendt EU-tema. Ifølge en anonym person i rapporten bad Le Pen dog om at "pakke det lort væk", da billedet af flaget var blevet taget.

Rassemblement National-lederen blev under et valgarrangement i Normandiet mandag konfronteret med anklagerne.

Hun afviste i den forbindelse alt og langede i samme omgang ud efter EU.

"Jeg er vant til EU's beskidte kneb, og jeg tror ikke, at franskmændene vil falde for det. Jeg afviser absolut alle anklager," sagde hun ifølge Financial Times.

Derudover har det været småt med ord fra hende om sagen. Og som Jørn Boisen også fremhæver, har den anden præsidentkandidat og nuværende præsident, Emmanuel Macron, heller ikke udnyttet sagen.

Le Pens advokat Rodolphe Bosselut oplyser, at Marine Le Pen blev forhørt af Olaf i marts 2021, og at hun endnu ikke har set rapportens konklusioner eller er blevet kontaktet af de franske anklagemyndigheder.

I forvejen er Marine Le Pen under en anden anklage fra EU. I den sag er hun mistænkt for at have ansat folk i partiet i Paris under dække af at være assistenter for europaparlamentsmedlemmer og dermed betalt af Europa-Parlamentet.

Forrige artikel DF vil fjerne alle regler i jobcentre: DF vil fjerne alle regler i jobcentre: "Millionbesparelse vil være en fordel for alle” Næste artikel Hvem sætter kryds hos Liberal Alliance? Bliv klogere på partiets kernevælger Hvem sætter kryds hos Liberal Alliance? Bliv klogere på partiets kernevælger