Sverige forlænger grænsekontrollen

KONTROL: Den svenske regering har forlænget kontrollen af grænsen til Sverige. Den gælder nu indtil 8. februar og skal fremover forlænges en gang om måneden, hvor det tidligere skulle ske hver 14. dag.

Siden 12. november har Sverige haft grænsekontrol. Den er nu blevet forlænget med yderligere en måned, så den foreløbig løber indtil 8. februar.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

Der er tale om grænsekontrollen på svensk jord og ikke den id-kontrol, som trådte i kraft ved årsskiftet, og som udføres af DSB.

Den svenske kontrol var forløber for, at Danmark fra 7. januar indførte kontrol ved den dansk-tyske grænse. Kontrollen i Sverige er dog mere omfangsrig end den danske, som kun består af stikprøvekontroller.

Den svenske regering har også ændret i perioderne, så kontrollen nu løber i en måned ad gangen, hvorefter den skal forlænges. Tidligere har det været 14 dage.

Den danske grænsekontrol løber i første omgang 10 dage og kan derefter forlænges med 20 dage i første omgang.

Forrige artikel EL: Stadig brug for opgør med politiker-pension EL: Stadig brug for opgør med politiker-pension Næste artikel Ny dom: Fattige har krav på at få betalt tandeftersyn Ny dom: Fattige har krav på at få betalt tandeftersyn