Store ngo'er kritiserer Danske Bank – men har selv penge i banken

PENGEETIK: Dansk Flygtningehjælp har indkaldt Danske Bank til en alvorssnak, mens Care allerede har besluttet at skifte bank oven på hvidvaskskandalen. Flere bør følge trop, mener Enhedslisten.

9 ud af i alt 16 ulandsorganisationer, som får penge på finansloven fra staten, er kunde hos Danske Bank, der er ramt af en massiv skandale om hvidvask for milliarder i Estland

Men det er på høje tid, at de ser sig om efter et andet pengeinstitut, mener Enhedslisten.

"Hvis man er en organisation, som har til formål at fremme økonomisk og social retfærdighed i verden, virker det lidt mærkeligt at entrere med en bank, der er afsløret i notorisk økonomisk kriminalitet," siger erhvervsordfører Pelle Dragsted.

Flere af de største ulandsorganisationer overvejer også at skifte væk fra Danske Bank. En af dem er Dansk Flygtningehjælp, der med en omsætning på tre milliarder kroner er Danmarks største ngo.

"For mere end en måned siden indkaldte vi Danske Bank til et møde, som vi skal have i næste uge. Vi er en stor kunde hos dem og vil gerne udtrykke vores bekymring og høre deres svar. Vi tager den her sag meget alvorligt," siger Christian Friis Bach.

Allerede torsdag meddelte Care Danmark, at man vil droppe Danske Bank. Hvidvaskskandalen har også sat tankerne i gang hos Folkekirkens Nødhjælp.

"Vi tager det op på vores bestyrelsesmøde i oktober, hvordan vi skal håndtere den her sag. Det er meget, meget alvorligt," siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

Ngo: Vi skal walk the talk
Oxfam Ibis har været meget aktive i kritikken af Danske Bank, som man på sociale medier betegner som "U-danske Bank". Samtidig er formand Christian Damholt medstifter af kampagnen Skift Bank Dag. Derfor glæder han sig over signalet fra kollegaerne i udviklingssektoren.

"Det er vigtigt, at udviklingsorganisationer walk the talk og lever op til etisk adfærd," siger han.

Hos Danske Bank har man noteret sig kritikken.

"Vi kan godt forstå den frustration, der er hos vores kunder, herunder ngo’erne," lyder det fra pressechef Kenni Leth i et skriftligt svar til Altinget.

"Vi er i dag et helt andet sted, når det gælder bekæmpelse af hvidvask og økonomisk kriminalitet," fortsætter han.

Læs hele artiklen på Altinget: udvikling. Her får du en uddybende forklaring fra flere ngo'er på, hvorfor det er svært at skifte bank. 

Forrige artikel Live: Regeringen præsenterer psykiatriudspil Live: Regeringen præsenterer psykiatriudspil Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?