Støjberg finder sit partis næstformand i fælles hjemby
Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne får som sin næstformand Pernille Roth, der ligesom partistifteren kommer fra Hadsund og har fortid i Venstre.
Danmarksdemokraternes første næstformand bliver Pernille Roth, der tidligere var formand for Venstre i Nordjylland, oplyser regionens tv-station, TV 2 Nord.
Efter 18 års medlemskab forlod Pernille Roth Venstre i februar sidste år, kort efter Inger Støjbergs brud med partiet.
"Jeg ser det ikke som om, at jeg skal være politiker. Jeg har i mange år været i politiske organisationer, og det synes jeg faktisk er rigtig sjovt," siger Pernille Roth til stationen.
Hun er til daglig HR & kvalitetskoordinator hos Hans Jensen Transport i Hobro.
Danmarksdemokraterne er ved at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget, der nu ventes efter sommerferien.
{{toplink}}