Statsrevisorer uddeler skarp kritik til Skatteministeriet

KRITIK: Skats styring og drift er ikke tilstrækkelig effektiv, lyder det fra Statsrevisorerne, der udtaler skarp kritik af Skatteministeriet.

Skatteministeriet får massiv kritik fra Statsrevisorerne.

Det sker på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen, der har undersøgt Skats økonomistyring og Skatteministeriets styring af Skat i perioden 2011 til 2014. Konklusionen er blandt andet, at Skat ikke har løst sine opgaver tilfredsstillende.

”Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Skatteministeriet ikke har sikret rammer og grundlag for en tilfredsstillende opgaveløsning i Skat,” lyder den hårde kritik fra Statsrevisorerne.

Skat har de seneste år været ramt af en række dårlige sager. Sager der blandt andet tæller det nu skrottede it-system EFI, der inddrev gæld ulovligt, sagen om forkerte ejendomsvurderinger og sagen om svindel med udbytteskat.

Handlet for langsomt
Og ifølge Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), har det taget alt for lang tid at handle på de mange sager, så man kunne få dem løst.

”Analysen er, at det har taget alt, alt for lang tid. Der har været adskillige beretninger, som har været kritiske, og man har ikke i tilstrækkeligt omfang taget handling på den kritik, som har været,” siger Peder Larsen.

Han peger på, at der ikke er nogen tvivl om, at det er toppen i Skat, som har haft de mange problemer, der også skal handle på dem.

”Når man ikke at handle i tide, skal Skatteministeriets tilsynsfunktion træde til og gøre opmærksom på, at der er en opgave, som ikke er løst tilfredsstillende, og der kunne de godt have grebet ind noget tidligere,” siger Peder Larsen.

Konsekvens overlades til Folketinget
Hvilke konsekvenser den skarpe kritik skal have for Skatteministeriet og Skat, er ikke Statsrevisorernes opgave at fastlægge, men Peder Larsen peger på, at det formentlig er et spørgsmål, som bliver afgjort i Folketingssalen.

”Men der er al mulig grund til at tage handling på det. Det har både virksomheder, borgere og befolkningen som helhed krav på,” siger han.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, har også en plads hos Statsrevisorerne, og han peger på, at der blandt partierne på Christiansborg er ”relativt stor konsensus” om, at der skal gøres noget ved Skats problemer så hurtigt som muligt.

”Det er problemer, som har stået på længe i Skat. Der er snart sagt ikke et parti, som på en eller anden måde ikke er ramt af det, i og med at der har været forskellige regeringer og ministre i de sidste ti til 15 år, som nogle af problemerne vedrører,” siger Søren Gade.

Gade: Konsensus på Borgen
Han peger på, at det er vigtigt, at der nu bliver rettet op på problemerne, fordi skattesystemet er rygraden i det danske velfærdssystem.

”Velfærdssamfundet kan ikke fungere ordentligt, hvis vi ikke får krævet de penge ind, som vi gerne vil dele ud til andre opgaver,” siger han og fortsætter:

”Det er ministerens ansvar at indrette Skat således, at man kan løse de opgaver, som Folketinget formelt pålægger skatteministeren. Og jeg tror både hos borgere og politikere i Folketinget, at lunten ikke er så lang, som den har været.”

Skatteminister Karsten Lauritzen tager Statsrevisorernes kritik alvorligt:

”Det er vist ikke nogen hemmelighed for nogen, at Skat over en årrække har haft og fortsat har en række udfordringer. Det var også baggrunden for regeringens kriseplan, hvor vi netop tog fat på en række af de problemfyldte områder," siger skatteministeren og henviser til planen for Skat, som kom i september.

"Derfor tror jeg ikke, kritikken fra Rigsrevisionen kommer bag på nogen. Jeg tager naturligvis kritikken alvorligt og er derfor også glad for, at der er bred politisk opbakning til at få Skat ud af krisen," tilføjer Karsten Lauritzen.

Forrige artikel Skat oplever hamstring af dyre elbiler Skat oplever hamstring af dyre elbiler Næste artikel Löfven: Vi må kunne holde orden på vores grænser Löfven: Vi må kunne holde orden på vores grænser