Splid i EU om nye økologiregler

FORORDNING: Nye økologiregler splitter EU-landene forud for møde i Bruxelles på mandag. Særligt et krav om nultolerance mod pesticider i økologi-produkter møder kritik.

BRUXELLES: Der er lagt op til svære forhandlinger, når fødevareminister Dan Jørgensen (S) og hans ministerkolleger mandag mødes i Bruxelles for at blive enige om deres holdning til et nyt sæt regler for økologi.

Der er særligt tre områder, som stadig splitter landene, og hvor den danske regering står i farezonen for at ende på det tabende hold.

Øverst på listen står ønsket fra EU-Kommissionen om en nultolerance over for pesticidrester i økologiske madvarer. Det betyder, at et produkt mister sit økomærke, hvis der findes spor af stoffer, der ikke er godkendt til økologisk dyrkning.

Her holder Danmark og en række ligesindede lande fast på, at det er en alt for streng fortolkning, der vil gøre det nærmest umuligt at drive økologisk landbrug i lande som Danmark. Her lever økologien side om side med det konventionelle landbrug på trang plads. Og det kan betyde, at det bliver svært at holde de økologiske produkter helt rene.

Organisation: Pesticid-krav truer sameksistens
Også IFOAM, der repræsenterer de europæiske økologer på EU-plan, er bekymret. Organisationen frygter, at landmændene kan miste deres økologistatus for fund af plantebeskyttelsesmidler, som de ikke selv har brugt.

”Det kan underminere de økologiske landmænd, som ikke kan bære den økonomiske risiko, det involverer. Samtidig vil det true den fredelige sameksistens mellem økologiske og konventionelle landmænd i landdistrikterne,” siger Marco Schlüter, der er organisationens EU-direktør.

En række særligt syd- og sydøstlige lande støtter til gengæld Kommissionens mere risikobaserede tilgang, og der er endnu ingen klarhed omkring, hvor den sag lander.

Strid om kontrol og import
De to andre konfliktområder omhandler henholdsvis kontrol og importen af økologi.

På kontrolområdet har Kommissionen lagt op til et system, der fokuserer på slutproduktet i stedet for at kontrollere produktionen, sådan som det er tilfældet i dag. Det, finder en række lande samt erhvervet, vil være at skyde sig selv i foden, fordi slutproduktet ikke kan afsløre, om dyrkningsmetoder eller dyrevelfærd lever op til de økologiske standarder.

Det tredje store udestående er import af økologi, hvor Kommissionen vil have andre lande til at leve op til de samme EU-standarder som europæiske økologer, hvis de vil eksportere deres produkter til EU. Den danske holdning er, at det er alt for hårdt et system, der vil udelukke et væld af økoprodukter fra det europæiske marked, samtidig med at det vil straffe ikke mindst udviklingslande, fordi de vil have svært ved at leve op til EU-kravene.

Læs hele artiklen på Altinget: fødevarer (kræver abonnement). Tegn et gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Regeringen dropper afgift på papirreklamer Næste artikel Analyse: Prædikanten, den kvindelige CEO og den afroamerikanske læge Analyse: Prædikanten, den kvindelige CEO og den afroamerikanske læge