Spillet om fremtidens mangefarvede USA

WASHINGTON - Af og til taler statistikken det klareste sprog. Det kunne man eksempelvis hævde, da det anerkendte forskningscenter Pew Research Center i slutningen af denne uge barslede med en diger rapport om udviklingen i USA's indvandrerbefolkning.

Af rapporten fremgår det bl.a., at den amerikanske nations samlede bestand af immigranter i 2011 kom op på rekordhøje 40,4 millioner. Tallet bygger på den seneste Census (folketælling, red.) men det er sandsynligvis en anelse højere nu. Over de seneste 10 år er antallet af indvandrere i USA vokset støt - blot siden 2007 er det steget med 2,7 millioner mennesker. Og selv om væksten i illegale indvandrere er fladet ud og endda faldet lidt, så er også dette vokset fra anslåede 8,4 millioner i 2000 til 11,1 i 2011. Rekorden var i 2007, da de illegale medborgere udgjorde 12 millioner mennesker.

Det gør USA til verdens ubestridt mest populære og største indvandrer-nation, eftersom de 40,4 millioner ikke-amerikanere repræsenterer 13 procent af det samlede folketal i USA. På andenpladsen ligger Rusland med 12,3 millioner fastboende immigranter. Den såkaldte "moderne indvandringsbølge," som startede i 1965 udgøres for størstedelen af latinoer (omkring 50 procent) og asiater (27 procent).

Motoren bag en reform
Og det er denne udvikling, der er motoren bag den immigrationsreform, der sandsynligvis - som forudset i nyhedsbrevet for to uger siden - vil få USA's Kongres til snart og i rekordtempo at vedtage en storstilet immigrationsreform. Som på længere sigt vil bane vejen for permanent opholdstilladelse for de 11 millioner illegale indvandrere; også selvom det netop er dette ambitiøse mål, der fortsat udgør hovedanstødsstenen for en reforms vedtagelse.

Fordi en god bid af det republikanske bagland fortsat har meget svært ved at goutere en reform, der i sidste ende vil belønne 'lovbrydere' (læs: de illegale) frem for dem, der artigt venter i køen og søger visum, før de ankommer til Amerika.

Når reformen imidlertid alligevel fortsat ser ud til at blive en realitet er det ikke udelukkende af kyniske grunde (læs: at man i fremtiden ikke kan vinde et valg uden opbakning fra især de spansktalende vælgere, og at Det Republikanske Parti er dømt til rollen som den evige opposition, hvis Demokraterne kan fastholde de over 70 procents opbakning fra denne gruppe, som Obama nød ved præsidentvalget i 2012).

Det er også en erkendelse af, at de 11 millioner illegale ikke tager hjem igen. Og at mange sektorer i den amerikanske økonomi - og dermed det amerikanske samfund - ikke kan hænge sammen uden immigranternes arbejdskraft.

Den største stimulus
Det gælder fortsat først og fremmest den betydelige private servicesektor (der inkluderer barnepasning, husholdning og havearbejde af enhver art), men også den billigere del af levnedsmiddel - og underholdningsbranchen, cafeer, restauranter, fastfood-kæder samt hele landbrugssektoren. Som New York Times skrev i en ledende artikel i sidste uge så er det simpelt hen samfundsøkonomisk langt mere attraktivt at få denne arbejdskraft ind i et system, hvor der bliver betalt skat og hvor familierne kommer ind i uddannelsessystemet og får tegnet sygeforsikringer, frem for et liv, hvor de unge, især dem, der er født i USA af illegale forældre, føler, at de lever i et "no man's land" uden rettigheder til videregående uddannelser eller lægehjælp.

"Det vil være den største stimulus af dem alle" skrev lederskribenten med henvisning til de tidligere pakker, som Kongressen har bevilget til at få sparket gang i den fortsat svage amerikanske økonomi.

Samarbejde hen over midten
Hvad er der så sket siden, vi skrev om emnet sidst. Først og fremmest det vigtige, at en tværpolitisk gruppe på otte senatorer (fire fra hvert parti) har fremlagt deres bud på en reform. Det skete mandag i denne uge. Og at præsidenten derefter dagen efter i en tale i Las Vegas tilsluttede sig det meste af indholdet i reformen.

De otte senatorer er Chuck Schumer, Dick Durbin, Robert Menendez, Michael Bennet, John McCain, Lindsey Graham, Marco Rubio, og Jeff Flake. Tilsammen udgør gruppen en blanding af demokrater med tætte bånd til partiledelsen og republikanere med ry for at "go rogue" - altså ikke følge partiledelsen - hvilket sandsynligvis er den helt rigtige konfiguration, hvis man skal have noget vedtaget i Kongressen, hvor det nederste kammer fortsat har republikansk flertal.

Et af medlemmerne, Robert Menendez, der er demokratisk senator fra New Jersey, udtrykte meget præcist rationalet bag tempoet i det forberedende lovarbejde og reformgruppens enighed i Washington Post:

"For det første: Den amerikanske befolkning støtter en reform, hvilket måling efter måling har bevist. For det andet: Latino-vælgerne forventer det. For det tredje: Demokraterne ønsker det. For det fjerde: Republikanerne har brug for det," lød det.

Dertil kan man som sagt lægge det samfundsøkonomiske rationale.

Fælles frustrationer
Hvis man ser nærmere på begrundelserne, tegner der sig et interessant mønster:

For det første er de amerikanske vælgere trætte af både situationen og udlændingepolitikken, der har sejlet i årevis. Mange kan godt forstå, at USA's økonomi har desperat brug for den både villige og billige arbejdskraft. På den anden side er "gammel-amerikanerne" negativt stemt over for latinoer, der snyder sig udenom køen, ikke betaler skat og fylder op i statistikken over offentlige udgifter til skolegang og hospitalernes skadestuer.

Her er der store forskelle på de demokratiske vælgere (som er mere fleksible) og de republikanske vælgere (der gerne ser flere udvist og strammere grænsekontrol), men der er et fælles ønske om at rydde op.

USA har ingen værdipolitiske opgør om indvandring
Læg også mærke til, at det ideologiske/religiøse/kulturelle argument, der har lydt højt i den danske udlændingedebat, er fuldkomment tyst i det multikulturelle USA. Den indvending er udgrænset fra mainstream-debatten til "the radical fringe," til højrepopulistiske blogs, talkshows og radioprogrammer - og der bliver synspunktet liggende.

Man vil ikke høre det fra nogen talerstol i Kongressen. Ingen politikere skal nyde noget af at blive beskyldt for racisme.

For det andet er ønsket naturligvis meget stærkt i den hastigt voksende gruppe af spansktalende vælgere, som har været dybt skuffede over, at præsidenten ikke indfriede sit løfte om en reform under sin første valgperiode. Obama har også selv udtalt, at den manglende immigrationsreform udgør hans egen "største skuffelse", når han ser tilbage på de første fire år i Det Hvide Hus.

Til slut det partipolitiske rationale. Det er klart, at Demokraterne ønsker sig en reform med en præsident af egen partifarve i spidsen. Det var ikke kun latinoerne, som sluttede massivt op om Obama ved præsidentvalget sidste år.

Der var endnu flere asiater, 74 procent, der kastede loddet i den demokratiske vægtskål i november 2012. Det er tal, der i den demokratiske optik, skal fastholdes.

Og Republikanerne har af nøjagtigt samme grund desperat brug for at genskabe sig selv og vinde flere ikke-hvide-vælgere. Partiet mener, at de har substans at tilbyde de overvejende katolske og hårdtarbejdende latinamerikanere og ditto asiater. Det stod klart under flere møder i partiet i denne og foregående uge, bl.a. et i regi af det konservative, toneangivende
tidsskrift, "National Review," der var værter ved en konference, hvor flere ledende kræfter revsede egen rækker for at have begået alvorlige fejl under den seneste valgkamp.

Slut med at være det dumme parti
Mest markant udtrykt af Louisianas guvernør, Bobby Jindal, der under konferencen sagde, at republikanerne må stoppe med at være "det dumme parti." Jindal (der selv er søn af indiske indvandrere) og ny formand for de republikanske guvernører, er imidlertid ikke talsmand for den strømning, som groft sagt mener, at Republikanerne kan løse alle deres problemer ved blot at appellere bedre til de ikke-hvide vælgere.

Han tilhører den anden skole, som ønsker at understrege, at GOP må vinde valgene på at være det parti, der stærkest og klarest understreger økonomiske muligheder for den enkelte samt en mindre stat.

I forhold til den kommende immigrationsreform er det imidlertid Republikanernes håb, at det store flertal af "lovlydige latinoer" også i det lange løb vil bakke op om partiets hårdere linje om grænsekontrol, og i det mindste på det principielle plan vil fastholde, at de mennesker, der søger lovligt om opholdstilladelse også skal forrest i køen, når der skal uddeles opholdstilladelser og senere, statsborgerskab.

Rammen om reformen er på plads
Hvordan vil reformen komme til at se ud? Detaljerne vil blive forhandlet på plads over de kommende tre måneder - præsidenten satser på vedtagelse i april og i talen i Las Vegas tirsdag advarede han Kongressen mod at "dalre derudad", men derimod at fokusere og arbejde tjept.

Rammen ligger imidlertid relativt fast: ekstra penge til håndhævelse af grænsekontrollen, etableringen af en ny "grænsekommission" bestående af guvernører og andre repræsentanter fra grænsestaterne. Automatisk tildeling af det eftertragtede Green Card til "indvandrere, som har taget en ph.d. eller kandidatuddannelse i naturvidenskab, teknologi, teknik eller matematik fra et amerikansk universitet," samt en særlig tilladelse i form af et gæste-arbejdstager-program til arbejdere i landbruget, der kan optjene points til at få et Green Card.

Endelig - og det er det mest omdiskuterede - skal der vedtages en mekanisme for de illegale. I lovsproget såkaldte "uautoriserede migranter", der kan melde sig til myndighederne, betale en bøde samt restskat for den periode, de har opholdt sig ulovligt i USA. De skal også lære engelsk og efter tildelingen af en midlertidig opholdstilladelse, vil de fortsat ende bagerst i køen. Men hvor lang denne kø bliver, og hvor gode eller henholdsvis dårlige deres muligheder for at blive amerikanske statsborgere reelt kommer til at være, er langtfra klart.

Republikanerne forlanger, at muligheden for statsborgerskab skal gøres betinget af en sikring af grænsekontrollen. Det skal Kongressen forhandle om i de kommende måneder, og her står det klart, at "vejen mod statsborgerskab" som det hedder, vil blive det mest omstridte punkt.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

annegrethe@altinget.dk