Solrød finder ny kommunaldirektør i Rødovre
Nikolaj Weyser Mortensen er valgt som ny kommunaldirektør i Solrød Kommune. Han kommer fra en stilling som direktør for Ressource- og serviceforvaltningen i Rødovre Kommune.
Byrådet i Solrød Kommune har valgt Nikolaj Weyser Mortensen som ny kommunaldirektør. Her erstatter han Henrik Winter Nielsen, som i marts forlod posten.
Det skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse.
"Jeg vil gøre mit til, at vi i fællesskab lykkes med at realisere byrådets ambitioner og visioner for Solrød Kommune til gavn for kommunens borgere og virksomheder," udtaler den nyvalgte kommunaldirektør.
Nikolaj Weyser Mortensen blev i 2009 ansat som Økonomi- og Personaledirektør i Rødovre Kommune, hvor han siden 2015 har varetaget posten som direktør for Ressource- og serviceforvaltningen.
Han har tidligere blandt andet været økonomichef i Næstved Kommune.
Dorte Saabye har været konstitueret kommunaldirektør i Solrød Kommune siden marts, hvor Henrik Winter Nielsen forlod posten. Årsagen til udskiftningen skyldtes, at byrådet ønskede en ny profil i spidsen for kommunen.
1. august tiltræder Nikolaj Weyser Mortensen stillingen som kommunaldirektør i Solrød Kommune.