Socialdemokratiet vil ikke afvise europæisk imamskole: ”Ideen og tankegangen er fornuftig og rigtig”

RADIKALT: Efter den seneste tids brutale islamistiske terrorangreb på europæisk jord efterlyser EU-formand en europæisk imamuddannelse. Socialdemokraterne er ikke afvisende.

BRUXELLES: Et nyt forslag fra formanden for Det Europæiske Råd om en europæisk imamuddannelse får en positiv modtagelse af Socialdemokratiets integrationsordfører, Rasmus Stoklund.

EU-formand Charles Michel har gjort sig til fortaler for, at EU lægger sin vægt bag et sådant initiativ som et led i modarbejdelsen af ekstremistiske ideologier i visse dele af de muslimske samfund.

”Jeg foreslår, at der skabes et europæisk institut til uddannelse af imamer, så vi sikrer os, at imamerne bliver uddannet i Europa,” sagde Michel ved en mindehøjtidelig for de østrigske ofre for et terrorangreb i Wien tidligere på måneden.

Fornuftig og rigtig
Ifølge Rasmus Stoklund bør man kvittere for den tankegang, fordi man dermed ”griber fat om nældens rod og ikke kun dens top”.

”Nu må vi vente og se konkret, hvad Michel foreslår, og så må vi jo tage stilling til det til den tid. Men ideen og tankegangen er fornuftig og rigtig,” siger S-ordføreren.

”Det er den tilgang med at sige, at det ikke er nok at sætte ind, når folk er radikaliseret og villige til at slå andre mennesker ihjel. Det er også vigtigt at sætte ind over for de ideer og de fundamentalistiske budskaber og had til Vesten, som desværre prædikes mange steder i Europa. Derfor er der jo behov for en mere bred indsats, og der er det her et interessant forslag at se nærmere på, når det kommer.”

Et forkert skred
Forslaget vil blive bragt op i forbindelse med et topmøde 10.-11. december, bekræfter en EU-diplomat.

Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod, er til gengæld helt afvisende overfor ideen.

”Det kan ikke være medlemsstaters eller EU’s dagsorden, at man begynder at uddanne imamer. Det er principielt et skred, og det er et forkert skred,” siger Peter Kofod.

 

Læs hele artiklen på Altinget EU

Forrige artikel Ole Bjørstorp vraget som borgmesterkandidat i Ishøj Ole Bjørstorp vraget som borgmesterkandidat i Ishøj Næste artikel Dagens overblik: Ministerium vil ikke svare på, om Heunicke kendte til minkbekymring før Mogens Jensen Dagens overblik: Ministerium vil ikke svare på, om Heunicke kendte til minkbekymring før Mogens Jensen