Socialdemokrat i EU: Arbejderne skal ikke længere stå sidst i køen
Postkort fra Bruxelles: Siden tidernes morgen har EU-projektet handlet om vækst, konkurrence og virksomhedernes vilkår. Det er på tide, vi vender bøtten på hovedet og prioriterer arbejdernes ve og vel, skriver Marianne Vind (S) i sin sommerhilsen fra EU.
I sommeren 2019 sad jeg hjemme i rækkehuset i Havdrup og pakkede en rygsæk med mit politiske kompas, mine arbejdshandsker og en drøm om at hjælpe de europæiske lønmodtagere.
Jeg var lige blevet valgt til Europa-Parlamentet og var på vej til Bruxelles med en ambition om at vende kursen i EU. Jeg var klar til kamp.
For siden første spadestik på EU-projektet har fokus været på virksomheder, handel og vækst, mens man har hyldet konkurrence samt det frie marked, som var det regnbyger efter en tørkesommer.
Særligt siden finanskrisen i 2008 har et borgerligt flertal i Europa liberaliseret unionen i et væk. Det var det, jeg ville (og stadig vil) lave om.
For i mine øjne har arbejderne alt for længe stået sidst i køen i EU. Det har blandt andet betydet, at EU i årtier har set stiltiende til mens fattigdommen har fået lov til at sprede sig på arbejdsmarkedet, som pesten spreder bylder og død.
Alene i Danmark er der mindst 50.000 børn, som vokser op i fattigdom uden råd til vintertøj, medicin eller børnefødselsdage. Og på tværs af Europa er antallet af mennesker, der er fattige, selvom de har et arbejde, steget fra syv til ni procent.
Det har også betydet, at man har ladet uligheden vokse uhindret. De rige har mere og mere på kistebunden, mens samfundets svageste får sværere og sværere ved at betale regningerne.
{{toplink}}
Alt for mange har en opfattelse af, at Danmark er verdensmestre i lighed, og at Europa er blevet mere og mere socialt retfærdigt, bare fordi europæerne aldrig har været rigere i gennemsnit. Men disse opfattelser er myter uden hold i virkeligheden.
Eksempelvis tjente en dansk direktør i gennemsnit 25 gange så meget som medarbejderne på gulvet i 2013. I 2018 var det tal steget til 45 gange så meget.
EU er et handelsprojekt helt ind til benet. Unionen er sat i verden for at fjerne forhindringer for handel og bevægelse på tværs af grænser. Og på mange områder har det været en bragende succes, som har skabt vækst og arbejdspladser.
Men vi kommer ikke udenom, at det også har skabt social dumping, skattesvindel, fattigdom og ulighed. Det har uden tvivl været til gavn for virksomhederne, mens lønmodtagernes bid af kagen bliver mindre og mindre.
Derfor bør det kommende Europa-Parlamentsvalg handle om lønmodtagerne. Om den danske sosu-assistent, der bliver ansat på nultimerskontrakt og om den tyske slagteriarbejder, hvis løn er så lav, at han må tage to fuldtidsjobs for få råd til varme.
Det voksende prekære arbejdsmarked rammer arbejderne ikke bare én, men to gange.
Først og fremmest fordi de lever en tilværelse med lav løn og høj usikkerhed. Men dernæst fordi et prekært arbejdsmarked er lig med lave skatteindbetalinger. Og det betyder, at det offentlige sundhedssystem, de gratis uddannelser og resten af velfærdsstaten bliver udhulet.
Derfor fortjener arbejderne et EU, som også tager deres problemer alvorligt.
De fortjener politikere, som lytter til dem, og de fortjener, at Europa-Parlamentsvalget i 2024 kommer til at handle om alt det, som truer deres hverdag og arbejdsliv.
Jeg vil naturligvis ikke underkende, at vækst og frihandel har været med til at skabe arbejdspladser, og at det også kommer lønmodtagerne til gode.
Men når uligheden stiger og stiger, og fattigdommen spreder sig som bare pokker, synes jeg det er på tide at spørge: Hvornår er det arbejdernes tur?
SF-medlem til Mads Strange: Vækstparadigmet er farligt neoliberalt blændværk
SF i EU: Unionen fejler på dens største trussel, og det ender med at koste mest for planeten og børnene
