Snæver koalition skal lede Grønland

AFTALE: En snæver koalition af fire partier med 16 ud af 31 mandater i det grønlandske parlament i ryggen skal lede Grønland de næste op til fire år. Valgets store vinder kom ikke ind i varmen.

Efter godt en uges forhandlinger på kryds og tværs af de partier, som fik plads i det grønlandske parlament, Inatsisartut, ved valget den 24. april, kunne Siumut-formand Kim Kielsen fredag eftermiddag præsentere den nye koalition, som skal udgøre Grønlands landsstyre.

Den nye koalition er en broget skare bestående af socialdemokratiske Siumut, liberale Atassut samt partierne Partii Naleraq og Nunatta Qitornai, der begge har tidligere siumutter i spidsen.

Dermed blev der ikke plads til det socialliberale parti Demokraterne, der med en fremgang fra fire til seks mandater ellers var valgets helt store vinder. Det socialistiske parti IA, der frem til valget var i koalition med Siumut og Partii Naleraq, blev der heller ikke plads til.

Snævreste mulige flertal
Kim Kielsen og IA-formand Sara Olsvig forsøgte at finde hinanden i dagene efter valget. Men uenighed over den nye fiskerilov, som var den udløsende faktor for Kim Kielsens valgudskrivelse i marts, betød, at parterne torsdag eftermiddag gik fra hinanden. Og så var vejen banet for den nye fire-parti-koalition, der med 16 ud af 31 mandater i Inatsisartut sidder på det snævrest mulige flertal.

De fire partier er enige om, at fiskeriloven skal gøres færdig. Men præcis hvordan aftalen skal skrues sammen fremgår ikke, og især Siumut og Partii Naleraq var i valgkampen ikke helt enige om, hvordan aftalen skulle se ud.

Koalitionsparterne er også enige om at fortsætte de store lufthavnsbyggerier og -udvidelser, som også har været et stort emne i valgkampen. Desuden skal sammensætningen af Grønlands forfatningskommission ændres, så det ikke længere kun er medlemmer af Inatsisartut, som kan sidde i kommissionen.

Man vil desuden give grønlandske medier mere støtte og arbejde for et sæde til Grønland i FN. Aftalen angiver dog ingen tidshorisont for dette arbejde. 

Løsgænger i Folketinget
Aftalen kan meget vel være godt personligt nyt for Grønlands tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond, der tidligere var medlem af Siumut, men i dag er løsgænger i Folketinget. Hun stillede op til Inatsisartut-valget for Nunatta Qitornai, men blev overraskende nok ikke valgt ind.

Hun blev i stedet førstesuppleant for partistifter Vittus Qujaukitsoq. Hvis han bliver landsstyremedlem for et eller flere ressortområder, så udtræder han af Inatsisartut og overlader posten til sin suppleant – Aleqa Hammond. Hun valgte i 2014 at gå af som landsstyreformand efter en sag om brug af penge fra landskassen til private formål.

Forrige artikel LMS-general stopper efter massiv kritik LMS-general stopper efter massiv kritik Næste artikel Midt i en digital oplysningstid: Politikeren, der ikke ville være politiker alligevel Midt i en digital oplysningstid: Politikeren, der ikke ville være politiker alligevel